Listeria trives på gammelt pålæg

Antallet af danskere der får en listeria infektion, er fordoblet siden 2003. Det skyldes i høj grad, at vi er for dårlig til at smide gammelt pålæg ud, siger overlæge.

Pålæg med slimet overflade skal ud af køleskabet, hvis du vil undgå en listeria infektion. (Foto: dean © Scanpix)

Når pakken med rullepølse ligger lidt for længe i køleskabet, kan der dannes bakterien listeria monocytogenes på overfladen. Og netop gammelt pålæg er en af de væsentligste årsager til, at antallet af danskere med en listeria infektion er fordoblet siden 2003.

Det fortæller Kåre Mølbak, der er overlæge på Epidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut.

- Man kan ikke præcist sige, hvorfor tallet stiger. Men hvis pakken med laks eller skinke ligger åbnet i køleskabet lidt for længe, så vokser bakterierne. Vi tror de her pålægspakker har en stor betydning for stigningen, siger han til dr.dk/nyheder.

Læs på pakken

Bakterien listeria, der stammer fra fødevarer bekymrer fødevaremyndighederne, for sygdommen er ofte alvorlig. Faktisk er listeria mere dødelig end nogen af de andre fødevarebakterier.

Kåre Mølbak understreger derfor også, at det er vigtigt at læse på pakken og respektere holdbarhedsdatoen på pålæg.

- Det er netop særligt for listeria bakterien, at den trives i køleskabet. Derfor skal man sørge for at smide gammelt pålæg ud. Hvis overfalden er slimet, er det tegn på, at pålægget er for gammelt, siger han til dr.dk/nyheder.

Listeria rammer især svagere personer som ældre, spædbørn, fostre og personer med et svækket immunforsvar. Og netop de grupper kan være mindre tilbøjelige til at få ryddet ud på hylderne i køleskabet, siger overlægen.

- Der er en risiko for, at folk der er gamle, svage eller enlige også har en ringere økonomi, og at de derfor er mindre tilbøjelige til at få smidt ting ud. Det øger deres risiko for at blive syge, siger Kåre Mølbak.

Facebook
Twitter