Liuwina blev reddet på målstregen: Men regeringens opholdskrav er stadig unfair

Ændret lovforslag rammer fortsat cirka 20 procent danske a-kassemedlemmer.

Liuwina Hæklund på 36 styrkede karrieren med et ophold i Japan. Regeringens ændrede lovforslag betyder, at hun fortsat har ret til supplerende dagpenge. (Foto: (privatfoto))

Da Liuwina Hæklund onsdag lagde sig til at sove, havde hun med egne ord udsigt til at være ‘fuldstændig på røven fra januar’.

Den 36-årige sangerinde var blandt de tusindvis af danskere, der fra årsskiftet stod til at miste supplerende dagpenge på grund af regeringens lovforslag om et opholdskrav.

Næste morgen var alt forandret. Efter massiv kritik fra både arbejdsgivere og fagforbund gav regeringen og Dansk Folkeparti efter og meddelte, at man nu ændrer lovforslaget.

Ændringen betyder, at Liuwina Hæklund fra årsskiftet kan fortsætte arbejdet for et fodfæste i musikbranchen med hjælp fra supplerende dagpenge.

- Det er meget godt, at lovforslaget er lavet om. Jeg synes stadig, det er et kedeligt krav. Det begrænser folk, der nu opholder sig i udlandet og som skal overveje, om de skal flytte hjem inden tidsfristen. Personligt er jeg lettet, men det er fortsat unfair for dem, der befinder sig i udlandet nu, siger Liuwina Hæklund, der forrige år kom hjem efter fire år i Japan.

Udgav første album i Japan

Her underviste hun i engelsk samt fik masser af erfaring i at stå på en scene. Udlandsopholdet betød blandt andet, at hun fik sit første album - ‘Always keep fighting’ - på gaden under eget navn.

- Nu skal jeg ikke slæbe mig igennem hverdagen og suge på labben fra alle jeg kender, men fortsat koncentrere mig om en karriere i branchen, forklarer Liuwina Hæklund, der under sit udlandsophold var medlem af a-kassen FTFa.

Rammer fortsat cirka 20 procent danskere

Tidligere betød regeringens lovforslag om opholdskrav, at man ville miste retten til arbejdsløsheds-, barsels- og sygedagpenge, hvis man boede eller arbejde længere end 12 måneder uden for EU eller EØS.

Det er nu lavet om, så a-kassemedlemmer kan opholde sig i udlandet i op til fem år, uden at miste dagpengeretten. Samtidig bliver det nu muligt for unge, der er ude at rejse med deres forældre, kan opholde sig i udlandet indtil de fylder 23 år, uden at miste dagpenge.

Med ændringerne forventer Beskæftigelsesministeriet, at færre danske statsborgere bliver ramt af loven. Tidligere var knap 40 procent af de ramte danske a-kassemedlemmer. Med ændringerne falder det til omkring 20 procent.

Folketinget stemmer kort før jul

Ifølge Liuwina Hæklund er det fortsat ærgerligt, at regeringen og Dansk Folkeparti vil straffe a-kassemedlemmer, der forlader Danmark længere end fem år.

- Mit udlandsophold gav mig gode kompetencer. Det rustede mig til den situation, jeg står i nu, hvor jeg kan trække på forskellige ting for at få et arbejde i Danmark, siger Liuwina Hæklund, der supplerer indkomsten med sæsonarbejde for Hjem-Is.

Folketinget skal stemme om lovforslaget tirsdag og torsdag næste uge.

Facebook
Twitter