Beboerne på Christiania er nu begyndt på nedrivningen af hashboderne på Pusher Street.
Beslutningen om at fjerne hashboderne blev taget på en beboermøde igår aftes, men først omkring klokken 8.30 meldte talsmand Risenga Manghezi det ud.
Her går christianitterne i gang med at rydde Pusher Street:
DR Nyheders retsanalytiker Mette Mayli Albæk, befinder sig på Christiania ved Pusher Street.
- Ud fra hvad jeg kan se lige nu, vil jeg skyde på, at omkring 50 personer er i færd med at rive hashboder ned, siger hun.
DR Nyheder har talt med én af de christianitter, som deltager i nedrivingen. Og Bjørn Schwarz Fox er glad for initiativet.
- Det er det fedeste, der er sket i 20 år, i den tid jeg har boet her. Jeg er født og opvokset herinde – det er det vildeste der sker, det her, forklarer han.
Christiania er, ifølge Bjørn Schwarz Fox, træt af, at være hele Københavns hashmarked.
- Jeg er træt af det. Jeg er træt af, at der er politi hver morgen, og at jeg skal kropsvisiteres, når jeg går på arbejde på grund af et eller andet pis og kommer for sent, forklarer den nybagte far.
- Nu kan min datter komme herned og færdes sammen med mig, så det er fedt.