Live musik lindrer smerter

På sygehuset i Esbjerg er der levende musik. Musikken spreder godt humør og fjerner for en tid fokus på sygdom, viser evalueringer blandt patienter.

Studerende fra Konservatoriet for musik og formidling giver gratis mini-koncerter for patienterne og deres pårørende på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Ansigterne er dybt koncentrerede, mens fingrene griber om guitarstrengene. Søren Dahl Nielsen og Thomas Bøgh Jensen er til daglig studerende på Konservatoriet for musik og formidling. Men denne formiddag giver de en minikoncert på en stue på kræftafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

I sengene overfor sidder Helle Vilmar iført morgenkåbe og et sagligt smil. Hendes medpatient Kirsten Frost Lunding nikker genkendende til musikken.

- Det er et dejligt musikstykke. Jeg er så glad for musik, det styrker, også når man er ked af det, siger Kirsten Frost Lunding med blanke øjne.

Får skuldrene ned

Ved håndvasken i hjørnet sidder sygeplejerske Helle Staal på en stol og vipper med fødderne i sundhedssandalerne. Hun nyder, at hun i dag har tid til at nyde de musikstuderendes besøg:

- Det er en stor glæde både for patienterne og personalet. Musikker strømmer ud i hele afdelingen, og jeg får skuldrene ned, hvis jeg sidder og knokler med overarbejde, siger Helle Staal.

- Flere patienter siger, at det fjerne fokus fra sygdommen for en tid, og nogle siger, at musikken tager smerterne. Så det er en slags medicin.

I lande som England og Frankrig er det almindeligt med levende musik på sygehusene, herhjemme er det yderst sjældent. Men responsen fra patienterne på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har været så positiv, at det tre år gamle forsøg nu er gjort permanent.

Hjalp ved fronten

Bag projektet står musikpædagog og pianist Margrethe Langer Bro. Hun har personlige erfaringer med musk som lindring både som patient og som pårørende til patienter.

Interessen fik hende til at besøge den britiske organisation Live Music Now i England. Den blev stiftet af en violinist, som spillede ved fronten under 2. verdenskrig.

For Margrethe er der ingen tvivl om den positive effekt, selv om Konservatoriet for musik og formidling ikke selv har drevet forskning på området:

- I udlandet er der langt mere erfaring med det, og de har dokumenteret virkningen. Der var en patient, som sagde, at musikken gav hende styrke til at kæmpe mod kræften.

Frivilligt og ulønnet

Blandt de musikstuderende er der stor interesse for projektet, selvom de ikke får løn for at spille patienterne på hospitalet og hospicet.

Thomas Bøgh Jensen har været med siden projektets begyndelse i 2006 og er fast gæst på kræftafdelingen. Søren Dahl Nielsen har ikke været med nær så længe og er meget berørt:

- Der er en særlig stemning, når man spiller på hospitalet eller hospicet. Man bliver selv en parantes og koncenterer sig alene om at spille smukt.

Margrethe Langer Bro håber, at ideen vil brede sig fra Esbjerg til resten af landet. Kulturministeriet har netop besluttet at yde økonomisk støtte, og der er konkrete planer om også at spille på Augustenborg Sygehus og en institution for voksne udviklingshæmmede.

Og så har musikerne i Esbjerg haft fransk visit:

- Den franske organisation Musique & Santé er ved at etablere en europæisk organisation og vil gerne have os med. Så vi håber på at få musikken endnu bredere ud.

Facebook
Twitter