Livreddere tilbage på stranden – men det er slut med mund-til-mund

Livredderne ændrer deres arbejdsgange for at undgå coronasmitte.

TrygFondens livreddere giver ikke længere mund til mund ved drukneulykker. (Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Fra i går var livredderne klar til at hjælpe på de danske strande, men coronaepidemien har ændret deres arbejde.

Hvis du sidste år var ved at drukne og blev trukket livløs op i en livredderbåd, ville redderne omgående have givet dig fem indblæsninger mund-til-mund, hvorefter førstehjælpen ville fortsætte på land.

Herinde bruger man en såkaldt pocket mask, som placeres på din mund, inden indblæsningerne kan fortsætte med bedre ilttilførsel og uden, at bakterier og eventuel virus overføres mellem livredderen og den nødstedte.

Er du derimod ved at drukne i år, vil livredderen prioritere at få dig hurtigt i land og altså ikke give dig direkte mund-til-mund. På land fortsætter livredningen som normalt med indblæsninger gennem en maske.

- Vores evne til at redde liv er lige så god som altid

Det kan måske virke utrygt for den almindelige badegæst, men livredderne føler sig helt trygge ved den nye måde at arbejde på.

Det fortæller blandt andre Nikolaj Meyer, der er livredder i Blokhus.

- Jeg føler mig fuldstændig tryg i det. Vi er blevet klædt på til det og er uddannet i det. Jeg føler, at vores evne til at redde liv er lige så god, som den altid har været, siger han.

Også hans kollega på Søndervig Strand i Ringkøbing, som meget passende hedder Thomas Rehder, er tryg ved situationen.

- Vi har trænet de her nye guidelines, som kun er nogle små ændringer. Jeg er klar til det, og resten af korpset er klar til det, siger han.

De arbejder begge for TrygFondens Kystlivredning. Her understreger kystlivredningschef Anders Myrhøj, at det heldigvis er meget sjældent, at der er brug for livreddende førstehjælp på strandene.

- Det er ikke rart at blive

begrænset
i ens udfoldelsesmuligheder, og instinktivt vil man gerne gøre, hvad man kan, så hurtigt man kan. Det her er forbeholdt de situationer, hvor du har en livløs person, som har været nedsunket i vand, og det sker uhyre, uhyre sjældent, siger han.

TrygFonden
fører statistik over drukneulykker. De seneste tal er fra 2017, hvor 83 druknede. Det tal dækker over alt fra selvmord, drab og ulykker og kan være sket på havne, fra både eller endda i badekar. Af de 83 druknede var blot de fem i forbindelse med svømning.

Hjælper strandgæster med at hjælpe sig selv

Mens det heldigvis er sjældent, at en badegæst er ved at drukne, hjælper livredderne også ved mange mindre skader. For eksempel hvis man er blevet brændt af en brandmand eller har skåret sig på en musling.

Her vil livredderne så vidt muligt hjælpe den

tilskadekomne
til at hjælpe sig selv. Er det ikke muligt at holde afstand, er de udstyret med masker, visir, beskyttelseskitler og handsker, hvis det bliver nødvendigt.

- Folk skal endelig komme, hvis de har et eller andet, de gerne vil have hjælp til. Så vil vi rigtig gerne hjælpe. Vi vil gerne i dialog med folk, der er på stranden, også så vi kan oplyse om badesikkerhed, siger Thomas Rehder.

- Vi er her jo for at hjælpe folk.

Han opfordrer strandløver og -løvinder til at sprede sig godt ud på stranden, så man kan holde afstand. Skal man svømme, er det bedst at gøre det mellem de flag, livredderne sætter op – så har de et bedre overblik.

Facebook
Twitter