Livsfarlig bakterie på danske sygehuse

Brørup Sygehus skjulte, at de som det første sygehus i Danmark har været ramt af en bakterie, der sidste år slog over 8.000 ihjel i England.

Manglende hygiejne på hospitaler har været med til sprede den højpotente bakterie. (Foto: AP © AP Graphics)

Brørup Sygehus skjulte, at de som det første sygehus i Danmark har været ramt af en bakterie, der sidste år slog over 8.000 ihjel i England.

B.T. kan søndag afsløre, at 13 patienter på to sønderjyske sygehuse er blevet smittet med bakterien C. dificile 027.

Bakterien har taget livet af en kræftramt kvinde, der blev behandlet på Brørup Sygehus.

Skærpet overvågning

Den farlige bakterie, der slår hver fjerde smittede ihjel, er nu sat under skærpet overvågning af de europæiske sundhedsmyndigheder efter udbrud på hospitaler i de fleste europæiske lande, hvor den smitter på grund af dårlig hygiejne på sygehuset.

Værst ramt er England med 8.324 døde sidste år.

- Det er en bakterie, som man i den grad er på vagt over for på hospitaler. Bakterien kan være ret dødelig, hos folk der i forvejen er svækkede, siger Katarina Olsen til B.T.

Minister beder om svar

Katarina Olsen er fagchef i tarmbakterologi hos Statens Serum Institut, der som den første har fundet har fundet bakterien i Danmark og er nyudnævnt national koordinator i bekæmpelsen af den.

Efter B.T.s historie kræver sundhedsministeren nu en redegørelse.

- Så vidt jeg er oplyst, så har det ikke tidligere været registreret som et problem i Danmark. På baggrund af omtalen vil jeg nu bede Statens Serum Institut om hurtigt at se på problemet og give mig en redegørelse, siger Jacob Axel Nielsen.

Facebook
Twitter