Lizette Risgaards vikar: For tidligt at snakke om ny formand

Det har været nogle meget hektiske og alvorlige dage, siger fungerende FH-formand.

Næstformand i fagbevægelsens hovedorganisation Morten Skov Christiansen taler med pressen efter hastemøde i FH's forretningsudvalg i København fredag den 28. april 2023.. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Mens Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) bruger det meste af tiden på at rydde op efter sagerne om Lizette Risgaards opførsel som nu forhenværende formand, er den offentlige debat begyndt om Risgaards afløser.

Fungerende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, mener, at tiden endnu ikke er moden til at tage formandsdiskussionen.

- Jeg er fungerende formand i øjeblikket, indtil vi har haft en ekstraordinær kongres. En af de vigtigste opgaver jeg har er at føre FH trygt igennem denne tid, siger han i et interview med DR Nyheder.

Indtil i dag var han næstformand i FH.

Men du vil ikke stille op som formand?

- Jeg tror, det er en alt, alt for tidlig diskussion at have på nuværende tidspunkt, siger Morten Skov Christiansen.

Han fortæller desuden, at Lizette Risgaard traf den rigtige beslutning ved at trække sig som formand for FH.

Kendte til en episode

Morten Skov Christiansen er med egne ord dybt berørt af sagerne om Risgaards grænseoverskridende opførsel, men nu afventer FH's ledelse konklusionerne af den eksterne advokatundersøgelse, som er sat i værk.

- Det har været nogle meget hektiske og alvorlige dage, og jeg er dybt berørt af hele situationen, siger den fungerende FH-formand.

Hvad har ledelsen vidst om de her sager?

- Det er vigtigt for mig at understrege, at hvem der vidste hvad og hvornår skal vi have undersøgt af vores eksterne advokatfirma. Vi skal til bunds i de her sager og få afdækket hele forløbet. Også af respekt for de involverede, og dem der føler sig krænket her.

Hvad har du personlig vidst?

- Jeg har konkret kendskab til én episode tilbage fra efteråret 2021. Episoden blev drøftet af FH’s ledelse, og det gav anledning til, at man fulgte op fra administrationen, men resultatet af undersøgelsen viste, at den pågældende ikke følte sig krænket.

- Alligevel valgte vi i FH at oprette en whistleblowerordning i FH, så vi sikrer os, at tilfælde i fremtiden kan blive behandlet ordentligt.

Rigtig ærgerligt det ramler ind i 1. maj

Hvorfor fik det ikke nogen konsekvenser for Lizette Risgaard?

- Jeg kan ikke stå og svare konkret på episoder, som jeg ikke kender til, men jeg er meget optaget af, vi kommer til bunds i de her sager, så vi kan få afdækket, hvad der er sket og hvornår, siger Morten Skov Christiansen.

Hvis Lizette Risgaards opførsel har været en kendt sag i FH, hvorfor har det ikke fået konsekvenser før?

- Det er vigtigt at sige, at nu sætter vi gang i en ekstern advokatundersøgelse for at få afdækket, hvad der har været af konkrete episoder. Mange taler om, at der har været flere forskellige. Jeg har kendskab til en konkret episode.

- Jeg glæder mig meget til at se konklusionerne, og indtil da kan jeg ikke udtale mig mere, siger han.

I morgen fejrer Morten Skov Christiansen med egne ord 'årets vigtigste dag for fagbevægelsen'.

Håbet er, at balladen om Lizette Risgaard for en stund kan blive sat på pause, når 1. maj bliver markeret rundt om i landet.

- Det er rigtig ærgerligt, at det lige ramler sammen med en af vores vigtigste dage. Folk har brug for at drøfte sagerne og håndteringen af dem. Det er også okay, at det fylder lidt. Jeg håber dog, at der også bliver tid til at drøfte de andre vigtige emner, der er for fagbevægelsen, siger Morten Skov Christiansen.