Terrorsagen

Løftede pegefingre spiller central rolle i terrorsag

Begrebet tawheed er genstand for stor diskussion i terrorsagen efter Omar El-Hussein mod fire personer.

Begrebet tawheed spiller en central rolle i terrorsag mod fire mænd. Her ses det udført af en Islamisk Stat-sympatissør.

Er en løftet pegefinger i vejret et udtryk for en tradition i islam eller et udtryk for religiøs fundamentalisme og forbundet med jihadistiske og salafistiske miljøer?

Spørgsmålet er blevet centralt i den terrorsag, hvor fire personer sidder på anklagebænken – tiltalt for at have tilskyndet til og medvirket til det angreb, Omar El-Hussein begik på den jødiske synagoge natten til den 15. februar sidste år.

For at forstå, hvorfor pegefingeren er relevant i sagen, er vi nødt til at kigge på hændelserne efter angrebet ved Krudttønden og særligt i tidsrummet efter angrebet den skæbnesvangre nat, hvor Omar El-Hussein skød vagten Dan Uzan og sårede to betjente.

Omkring en time efter angrebet i Krystalgade dukker Omar El-Hussein op på netcaféen Powerplay på Nørrebrogade i København. Her møder han to af de tiltalte; 21-årige LE og 23-årige IA. Klokken er 01.44.

En eller to pegefingre?

De tre bevæger sig op gennem netcaféens gange til et såkaldt VIP-rum. Det er her, pegefingeren – eller fingrene – kommer i spil. Omar El-Hussein løfter sin højre hånd og strækker pegefingeren mod loftet.

På videoen ses 23-årige IA efterfølgende lave en bevægelse med højre arm. Anklageren mener, at IA også rækker pegefingeren i vejret, men videoen er utydelig, og derfor hersker der tvivl om, hvorvidt IA blot løfter armen.

Selve betydningen af fingeren har også været diskuteret.

I en erklæring fra et ekspertvidne fra Københavns Universitet, lyder det, at fingeren bruges på flere måder i islam.

- I den islamiske tro løftes pegefingeren dels for at signalere tilbedelsen og troen på en Gud. Guds almægtige vilje og aktive medvirken til en given handling. I dette konkrete tilfælde ses det tydeligt, at der kortvarigt rækkes en pegefinger i vejret. Der er ingen lyd på optagelsen, derfor er det svært at konkludere, om det skal signalere én hellig gud.

Samtidig forklarer vidnet, at fingeren også bruges i de mere radikaliserede miljøer som i jihadistiske og salafistiske kredse, hvor islam går hen og bliver en ideologi.

Pegefingeren der skal sympatisere monoteisme - troen på én - og kun én Gud - ses her praktiseret hos en anden IS-sympatisør i terrororganisationens blad.

Omstridt PET-vidne kendte ikke koranen

Anklagemyndigheden havde også indkaldt et omstridtvidne fra Center for Terroranalyse, der hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET), til at afgive ekspertforklaring om brugen af pegefingeren.

Det havde IA’s forsvarer, Michael Juul Eriksen, forinden protesteret imod, fordi PET og Anklagemyndigheden ifølge forsvareren ikke kan betragtes som uafhængige af hinanden.

Protesten blev dog ikke fulgt af retsformand Marianne Madsen, der tillod vidnet.

Vidnet fra PET forklarede samstemmende med det første ekspertvidne, at fingeren kan betyde troen på én Gud.

- Der menes med det, at specielle handlinger og gerninger gøres med henblik på at fremme en islamistisk sag. At det er en gerning, der gøres med henblik på at fremme islamisk ekspansion og herredømme.

PET-vidnet sagde samtidig, at den omstridte pegefinger i vejret er noget, som efterretningstjenesten har set udført af radikaliserede personer, ligesom den blev brugt af venner til Omar El-Hussein ved hans gravsted efter begravelsen.

Vidnet mente ikke at have set det i andre sammenhænge end i radikaliserede miljøer, hvilket fik forsvarer Michael Juul Eriksen til at spørge, om han overhovedet havde læst koranen eller forstod arabisk. Det havde vidnet ikke.

IS-medlemmer bruger tawheed

Fingeren spiller dog uomtvisteligt en rolle indenfor ekstremistisk islam, idet blandt andet personer fra terrorgruppen Islamisk Stat (IS) er set udføre bevægelsen på videoer frigivet på nettet, ligesom medlemmer af gruppen flere gange har ladet sig fotografere med den løftede pegefinger inden væbnede angreb.

At pegefingeren i vejret ofte har forbindelser til ekstremistiske grupperinger underbygges af DR Nyheders mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, der ikke har set optagelserne i sagen, men generelt siger om brugen af pegefingeren:

- Den ene pegefinger i vejret er et symbol, som bruges af en række islamiske grupper, og som specielt Islamisk Stat bruger meget. Fingeren symboliserer det begreb, der i islam hedder ’tawheed’, som betyder, at der kun er én gud i verden.

- Tawheed er et almindeligt begreb i islam, men tegnet med den ene finger bruges først og fremmest af de mest konservative grupper, der går ind for kalifat og sharia-lov. IS er en af de grupper, der bruger tegnet meget hyppigt, for eksempel når de har dræbt fjender, begraver krigere eller bare lægger billeder på internettet af dem selv. For IS bruges fingeren altså ikke kun som et religiøst symbol, men også som en slags sejrstegn, som man kender det fra for eksempel V-tegnet i Vesten.

Den til tider noget polemiske diskussion mellem forsvarere og anklagere i Københavns Byret om fingerens betydning fik til sidst 31-årige MR, der er den ældste tiltalte i sagen, til at irettesætte anklageren. De tiltalte mener nemlig ikke, at fingeren betyder noget særligt.

- Der er ikke en eneste muslim i verden, der ikke har lavet den bevægelse, udbrød han.

Facebook
Twitter