Innovationsminister Sophie Løhde (V) fortæller til Berlingske, at hun agter at skabe en national målsætning om at sænke sygefraværet i den offentlige sektor.
Det skal være del af de endelige økonomiske aftaler, som staten, regionerne og kommunerne nu er ved at forhandle på plads.
Men hvorfor det er så vigtigt for ministeren at nedbringe sygedagene i det offentlige, når antallet er sygedage for kommunalt og regionalt ansatte har været stødt faldende siden 2015?
- Der er ikke nogen tvivl om, at der er mange kommuner, men også regioner og stat, der arbejder positivt med at få nedbragt sygefraværet. Men vi må konstatere, at sygefraværet i den offentlige sektor generelt er højt - ikke mindst i kommunerne og regioner sammenlignet med den private sektor, siger Løhde.
- Det her handler ikke om at stramme, det her handler om i højere grad at samarbejde på tværs af den offentlige sektor, forsikrer hun.
Hvor meget skal sygefraværet nedbringes?
- Jeg tror, at det er en god en ide at opstille nogle fælles mål, hvor vi bliver enige om retningen på tværs af den offentlige sektor. Hvis ikke man engang imellem tør at sætte sig nogle mål, så er der ikke nogen chance for, at man når dem, svarer Løhde.
Ministeren afviser altså at sætte konkrete tal på antallet af godkendte fraværsdage, men ønsker en dialog med kommuner og regioner om et måltal for fraværet.
DR Nyheder har været i kontakt med både formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), og formand for Kommunernes Landsforening (KL), Jacob Bundsgaard (S). Begge afviser Sophie Løhdes ide om nationale måltal sygefravær.
Privat sektor har mindre fravær
Kommunalt ansatte, regionalt ansatte og statsansatte havde henholdsvis 11,7, 10,7 og 8,3 gennemsnitlige sygefraværsdage i 2017. Det viser tal fra Moderniseringsstyrelsen samt Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, som Berlingske har set.
Til sammenligning var det gennemsnitlige sygefravær i den private sektor i 2015 syv dage, oplyser Finansministeriet over for avisen.
- Der er et stort potentiale i at reducere sygefraværet i den offentlige sektor, understreger Løhde.
Tallene fra Moderniseringsstyrrelsen, løndatakontoret og Finansministeriet er ikke tilgængelige for DR Nyheder, men stemmer overens med de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik omkring fravær i den offentlige og private sektor.