Løj om voldtægt - dømt til behandling

Den pige, der tilbage i 2008 løj om en voldtægt og fik uskyldige spærret inde i 14 måneder, er dømt til ambulant psykiatrisk behandling.

I Retten i Kolding er en nu 18-årig pige kendt skyldig i at have løjet om en voldtægt tilbage i 2008. (Foto: Nina Engen)

En nu 18-årig pige er ved Retten i Kolding er kendt skyldig i falsk forklaring i retten om en voldtægt, og hun er dømt til psykiatrisk behandling.

Hendes falske forklaring var årsag til, at tre unge mænd blev dømt for voldtægt på et toilet på banegården i Fredericia i 2008, og de sad fængslet i 14 måneder, inden det kom frem, at pigens forklaring var falsk.

Tumult i retten

I går var der tumult i retten, fordi anklagemyndigheden havde valgt kun at tiltale kvinden for falsk forklaring i forhold til de to drenge, der var angivet som hjælpere i den oprindelige sag og ikke drengen, som blev anklaget for at have samleje med pigen.

Anklagemyndigheden mente ikke, den kunne løfte bevisbyrden for, at hun bevidst har afgivet urigtige forklaring i retten om, hvorvidt det var voldtægt eller ej.

Spørgsmålet om erstatning til de tre drenge er ikke afklaret, fordi der mangler bilag.

Facebook
Twitter