Løveunger går usikker fremtid i møde: Skal måske aflives

De to løve unger som Københavns Zoo præsenterede onsdag får næppe lov at leve mere end to år.

(Foto: Mads Nissen © Scanpix)

Der var mødt 300 mennesker op i Zoologisk Have i Valby onsdag for at se havens nyeste løveunger blive præsenteret.

De to små løve-unger, en han og en hun, er kun 11 dage gamle, men deres fremtid er alligevel usikker.

- Vores politik er, at løverne skal have lov til at yngle som normalt. Havde ungerne været i naturen, ville de søge bort fra flokken efter halvandet til to år. Det er vores opgave i zoo at finde et nyt hjem til dem på det tidspunkt. Og lykkes det ikke, må vi aflive dem i stedet, siger Bengt Holst, Videnskabelig direktør i Zoologisk Have i København.

Typisk fødes der fire unger i et kuld. Men ude i den virkelige verden vil der som regel kun være en enkelt unge i kuldet, der overlever. De andre unger dør af tørst eller bliver spist af hyæner, forklarer Bengt Holst.

- I zoo overlever de altid, fordi de bliver fodret. Det skaber et overskud af unger, og det må få en konsekvens. Alternativt skulle vi sterilisere løverne. Men det giver en masse bivirkninger og skaber en unaturlig situation for løverne. Det er et aktivt valg, vi tager for at give dem en naturlig adfærd, siger Bengt Holst.

Faktorerne skal passe sammen

Der er mange ting, der skal passe sammen, hvis løveungerne skal sendes til en anden zoologisk have.

- Man skal passe på, hvor man sender dem hen. Generne skal passe sammen, så der ikke bliver indavl. Det kan give skavanker hos dyrene. Vi holder løbende øje med, hvor dyrene kan sendes hen, fortæller Bengt Holst.

Zoologisk Have i København har et stort netværk blandt andre zoologiske haver. Dem snakker de med, for at finde ud af, om der er andre zoologiske haver, der kunne have brug for to løveunger. Derudover er der en international overskudsliste, hvor ungerne også kan skrives på.

Kan måske blive i København

I øjeblikket er der to hunner i Zoologisk have i København. De er 14 år, hvilket betyder, at de formentlig ikke kommer til at føde flere unger eller leve mange år endnu.

Hvis moderen til ungerne dør, kan ungerne så blive i København?

- Det er moderen, der skal introducere ungerne i flokken igennem hendes egen status. Hvis moderen dør, vil det komme an på, hvordan ungerne klarer sig i flokken. Hvis de begynder at slås med flokken, så skal det have en konsekvens. De kan ikke selv søge hen over savannen og væk fra flokken. Det må vi hjælpe dem med, siger Bengt Holst.

Facebook
Twitter