Logisk vrede over Muhammedtegningerne

Bare fordi der er gået nogle år behøver vreden over Muhammedtegningerne ikke stilne af, mener religionsforsker.

Der var næppe mange, der havde fantasi til at forestille sig, hvor stærke reaktioner, som ville komme, da Jyllandsposten offentliggjorde tegningerne af profeten Muhammed.

Vreden var global, og selv i dag kan tegningerne vække stærke reaktioner. I DRs undersøgelse, Din muslimske nabo, er muslimerne i Danmark blevet spurgt om det burde have været forbudt at offentliggøre tegningerne.

Det mener 80 procent.

Følelser kan være svære at forstå

En del af forklaringen skal findes i, at der er nogle af muslimerne, hvis familier stammer fra steder, hvor censur er hverdag, mener Dorthe Kodal, ph.d.stipendiat i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Men primært handler det om, at mennesker med en stærk religiøs tro kan reagere meget voldsomt, hvis deres guder, helgener eller profeter bliver forhånet ellet spottet, mener Dorthe Kodal.

- De følelser kan være svære at forstå, hvis man bor i et samfund som det danske, hvor religion ikke er så fast en del af hverdagen, siger Dorthe Kodal.

Selvom der er gået flere år siden tegningerne blev trykt, så er det logisk, at vreden er intakt.

- Mange muslimer ser Islam som en del af deres identitet. Hvis man føler sig krænket på sin identitet, så reagerer man naturligt ved at gå i forsvarsposition. Derfor er det meget forståetlig, hvis man føler at hele offentliggørelsen af muhammedtegningerne har været formålløs, siger Dorthe Kodal.

Facebook
Twitter