Lokale brandfolk har knoklet i årets første dage, men står til at blive overset i nye forhandlinger

Det lykkedes ikke beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) at lande en ny beredskabsaftale før jul. I dag genoptages forhandlingerne.

For få dage siden var en parkeringsplads ved Varde oversvømmet. Og når forhandlingerne om et nyt beredskabsforlig i dag går i gang igen, står de kommunale beredskaber ikke til at få flere penge. (Foto: © Søren Gylling, Ritzau Scanpix)

Vi er ni dage inde i året, og de kommunale beredskaber har allerede arbejdet på højtryk og nogle steder i døgndrift med at pumpe vand væk, håndtere stormskader, forhindre oversvømmelser og hjælpe bilister gennem sne.

Alligevel står de kommunale beredskaber til ikke at få en krone i de beredskabsforhandlinger, der starter op igen i dag.

Og det undrer Jens Mølgaard, der er beredskabschef i Sydvestjysk Brandvæsen, som dækker Esbjerg, Varde og Fanø kommuner.

- Jeg synes, at det er snæversynet kun at kigge én vej, når man snakker beredskab. Jeg så gerne, at man kiggede på det samlede danske beredskab. For vi har brug for hinanden.

'Risikerer, at aftalen ikke er meget værd'

Ifølge Danske Beredskaber, der er en sammenslutning af de kommunale redningsberedskaber, mangler de kommunale beredskaber 1,3 milliarder kroner, hvis de skal kunne klare fremtidens opgaver som for eksempel nedbrud på mobilnettet, større stormfloder og genstridige brande i elbiler.

Pengene skal blandt andet gå til bedre udstyr, efteruddannelse og flere ansatte.

- Det er de kommunale beredskaber, der kører de mange og vigtige indsatser tæt på borgerne. Hvis ikke vi får dem med i en aftale, så risikerer vi, at aftalen ikke er særlig meget værd, siger sekretariatschefen i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

Bruger mere tid på klimahændelser

I tre døgn har Jens Mølgaard og hans folk fra Sydvestjysk Brandvæsen arbejdet i døgndrift for at pumpe vand for at forhindre oversvømmelse i Ribe by efter de seneste dages sne, regn og storm.

- Det er min oplevelse, at vi helt klart bruger flere timer og mere mandskab på klimahændelser.

- For hver gang meteorologerne varsler noget, er vi jo nødt til at tage det alvorligt og begynder at geare op.

Det trækker på ressourcerne, og derfor er der brug for en oprustning udover den, Sydvestjysk Brandvæsen allerede har fået fra Varde, Esbjerg og Fanø Kommuner, siger Mølgaard.

- Det er jo de samme ressourcer, vi skal bruge til dagligdagen, at uddanne og kompetenceudvikle vores folk. Så vi er presset.

Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), vil ikke kommentere kritikken på nuværende tidspunkt.

I en mail til DR skriver han:

- For mig er det vigtigt, at vi får taget hånd om de akutte udfordringer på beredskabsområdet. Jeg ser frem til at fortsætte forhandlingerne med partierne i dag.

Af respekt for forhandlingerne har jeg ikke yderligere kommentarer.

I de seneste dage har den statslige Beredskabsstyrelsen hjulpet de kommunale beredskaber i fire jyske kommuner, der var ramt af stærk blæst og oversvømmelser.