Lokalpolitiker vil have transportminister ind i sag om støjgener fra letbane

Støjgener fra letbanen i Odense generer borgere, som blandt andet har svært ved at sove.

Letbanen i Odense har givet støjproblemer til dens naboer på ruten. (Foto: © Morten Urup Skov, DR)

Støj, gener og utilfredse naboer.

Det er blevet en del af historien om den nyåbnede letbane i Odense, som man første gang kunne køre med 28. maj.

En af dem, som mærker letbanens støj på egen krop, er Lotte Krogh Iversen, som DR Fyn har talt med.

Hun sover ude hver nat, fordi letbanen støjer alt for meget ved Vestre Stationsvej i Odense, hvor hun bor.

- Jeg kan kun få tre-fire timers uafbrudt søvn om natten, og så kan jeg ikke arbejde. Så jeg skal et andet sted hen at sove for at kunne få en rigtig nattesøvn. Og det gælder nok for rigtig mange andre mennesker, som bor i den her støj, siger hun.

En løsning på støjgenerne for naboerne til letbanen i Odense ser dog ikke ud til at komme i den nære fremtid.

Efter mere end syv års anlægsarbejde åbnede Odense Letbane tidligere i år. (Foto: © Michael Bager, Scanpix)

For i et notat til Økonomiudvalget i Odense Kommune skriver Odense Letbane, der driver letbanen, at der nu skal mange målinger og analyser til, før der kommer forbedringer.

- Det vil tage tid. Måske op til et par år, før vi kan gøre noget ved problemerne. Det er i sidste ende dem, der forårsager støjen, der skal betale, men det kan ikke udelukkes, at skatteyderne også skal punge lidt ud, siger bestyrelsesformand for Odense Letbane Jesper Rasmussen.

Uacceptabel tidsramme

Men en tidsramme på op til to år er uacceptabelt ifølge Søren Windell, der er rådmand og medlem af byrådet i Odense Kommune for De Konservative.

Han har tidligere foreslået at genhuse de borgere, der er værst ramt af støjgenerne, men det har vist sig, at der ikke er lovhjemmel til det.

I stedet foreslår han nu at få transportminister Trine Bramsen (S) på banen.

- Jeg har bedt om, at man i Odense Kommune kigger ind i den paragraf omkring Letbanen, der handler om, at transportministeren kan gå ind og ekspropriere huse, hvis ejerne af husene ønsker det, og husene ikke kan sælges på normale vilkår, siger han.

Ekspropriation bruges, når offentlige myndigheder overtager privat ejendom mod fuldstændig erstatning.

Transportministeriet har sendt et skriftligt svar til DR Nyheder. Her skriver ministeriet:

- Transportministeriet oplyser, at der ikke er modtaget en henvendelse fra Odense Kommune vedrørende ekspropriering. Transportministeriet vil i tilfælde af en henvendelse om ny ekspropriation ved Odense Letbane ikke være myndighed - det vil være Ekspropriationskommissionen, hvorfor henvendelsen vil blive videresendt.

Ifølge Søren Windell er der 138 matrikler i Odense, som har meldt ind, at de har udfordringer med støj i større eller mindre grad på grund af letbanen.

Derfor kræver det handling snarest muligt, hvilket vil sige på den anden side af sommerferien.

- Når man ikke kan være i sit eget hus og ikke kan få sin nattesøvn på grund af det, så synes jeg vi har et problem. Og det skal vi få løst så hurtigt som muligt. Vi kan ikke vente to år på det her, lyder det fra Søren Windell.