Lokomotivførere frustrerede over IC4-tog: Nu må det være nok

Lokomotivførerne går på arbejde med ro i sindet, men er frustrerede over fejlene på IC4-toget.

- Nu må nok snart være nok med det tog, siger næstformand for Dansk Jernbaneforbund og medarbejderrepræsentant hos DSB, Preben Petersen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

DSB's lokomotivførere er ved at være godt trætte af IC4-togene.

Det siger næstformand for Dansk Jernbaneforbund og medarbejderrepræsentant hos DSB, Preben Petersen.

- Det er lokomotivføreren, der har ansvaret for togets sikkerhed, så det er helt klart, at det påvirker psykisk det her, siger Preben Petersen.

Ny fejl

Lokomotivførerne er endnu engang vågnet op til en historie om, at der er fundet en ny fejl på IC4.

Denne gang er det akselhjullejerne, den er gal med. Trafikstyrelsen mener, at det kan medføre en alvorlig risiko for jernbanesikkerheden. Dog ikke så alvorlig, at DSB tager IC4-togene af skinnerne.

Problemfyldt fortid

Risikoen, for at toget afsporer, er forsvindende lille, men hver gang der bliver talt om sikkerhedsrisiko, påvirker det personalet.

- Det har stået på i 12 år, og det er klart, at det påvirker de mennesker, der arbejder i og ved toget, at der hele tiden opstår fejl på det her tog, siger Preben Petersen.

IC4-togene har haft en problemfyldt fortid. Blandet andet med kraftigt forsinket levering, fejl på klimaanlæg, sammenkoblingerne og bremserne.

- Nu må det snart være nok

Selvom Preben Petersen stoler fuldt ud på, at DSB og Trafikstyrelsen ikke ville sende lokomotivførerne ud at køre med farlige tog, så er det frustrationen, der er altoverskyggende i dag, og han ønsker toget "hen hvor peberet gror."

- Nu må nok snart være nok med det tog.

- Nu må man få bragt det i stand, så vi kan køre med det, så alle måske kunne få en positiv oplevelse, siger Preben Petersen.

Facebook
Twitter