Lollands borgmester: Vi er jo ikke et uland

Det kan blive svært at få alle 111 udflyttede medarbejdere til at rykke til Lolland, erkender borgmester.

Nabokommunen Guldborgsund fik 80 arbejdspladser i den første udflytningsrunde af statslige arbejdspladser. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

En arbejdsplads, der flytter fra Østerbro til Nakskov, og 80 medarbejdere, der skal finde ud af, om de vil flytte med.

Det er virkeligheden for Nota, som er nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder. Og en af dem, der nu skal finde ud af, om han skal rykke sin familie fra København Ø til Lolland, er it-udvikler og tillidsrepræsentant Niels Christian Berthelsen.

Da han fik meldingen om, at hans arbejdsplads stod på listen over dem, der skulle rykke ud af København, reagerede han sådan her:

- Jeg tænkte, at det er… en udfordring og nok ikke helt realistisk, at jeg bliver i mit job, lød det, da DR Nyheder mødte ham.

Svært at få alle med

I alt bliver 111 statslige arbejdspladser flyttet til Lolland her i regeringens anden udflytningsrunde. De 80 kommer med Nota til Nakskov, og derudover rykker 31 arbejdspladser med dele af Vurderingsstyrelsen til Maribo.

Og borgmester i Lollands Kommune Holger Schou Rasmussen (S) erkender da også, at det kan blive svært at få alle med. For kun cirka 23 procent af de flyttede arbejdspladser fra første udflytningsrunde er besat af medarbejdere, der enten allerede er flyttet med deres arbejdsplads eller pendler ifølge Finansstyrelsen.

- Det bliver en hård og svær øvelse at få alle med. Men Lolland er jo ikke et uland, vi har faktisk også Djøf-arbejdspladser, og vi har daginstitutioner og skoler, der fungerer lige så godt som alle andre steder, siger borgmesteren.

- Men jeg har bedt administrationen tage kontakt til Notas ledelse hurtigst muligt for at fortælle dem, at vi står klar med hjælp til Notas medarbejdere. Vi vil gerne fortælle dem, hvad er Lolland for en størrelse, og hvilke jobkarrierer der er her. Men også for os er det en lidt svær øvelse, for vi vidste først klokken 13 i dag (i går, red.),at Nota skulle flyttes til Lolland, siger Holger Schou Rasmussen.

Fik intet sidste gang

Klokken 13 onsdag offentliggjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser. Og det var selvsagt en glad borgmester, der fulgte pressemødet på fjernsynet.

- Endelig! Det er en god nyhed, at Lolland Kommune nu kommer med på danmarkskortet over kommuner, som fællesskabets arbejdspladser vender hjem til, var borgmesterens reaktion.

Da der sidst blev delt statslige arbejdspladser ud, blev Lolland ikke tilgodeset. Dengang i oktober 2015 havde kommunen ellers lagt billet ind på Ankestyrelsen samt Energistyrelsen og Energitilsynet, men fik intet. Og da Lolland Kommune er udfordret på en stribe områder med blandt andet lavt uddannelsesniveau, høj ledighed og en høj andel af dårlige betalere, fik det en skuffet borgmester til at sige:

- Et af de mest udfordrede områder i Danmark bliver simpelthen negligeret.

Onsdag var der anderledes glæde i borgmesterkontoret – anderledes forholdt det sig dog hos Niels Christian Berthelsen på Østerbro.

Kunne være havnet i Hjørring

Egentlig var han fortrøstningsfuld i forhold til udsigterne til at pendle til Lolland.

- Men efterhånden er det sunket ind, og jeg har fundet ud af, at det faktisk vil tage mig to en halv time at køre hver vej i bil og længere tid med det offentlige. Det vil sige, at jeg pludselig skal bruge fem timer i en bil hver dag for at passe mit arbejde, hvis jeg ikke skal flytte, sagde han.

Og den bekymring forstår Holger Schou Rasmussen godt:

- Hvis man skal bruge så meget tid på pendling, så er det over min grænse for, hvor meget tid jeg vil bruge. Så skal man tage en beslutning om enten at flytte eller at finde et andet arbejde, og det skal man jo gøre op med sig selv. Sådan er det jo nogle gange. Arbejdspladsen rykker til Lolland, men i princippet kunne den være havnet i Hjørring, siger han.

Også it-udviklere på Lolland

Niels Christian Berthelsen kan dog også se fordele ved at bo på Lolland - blandt andet smuk natur og muligheden for at finde en bolig, som er langt lettere end i København.

Men han frygter, at der ikke vil være andre arbejdspladser i området, som vil have brug for hans profil, hvis han på et tidspunkt vil videre i sin karriere.

- Jeg vil meget gerne være med til at flytte Nota, for det er en arbejdsplads, jeg elsker. Men lige nu, når jeg kigger nogle år frem i tiden, kan jeg ikke se, at jeg bliver hængende, lød det fra ham, kort efter at nyheden om Notas udflytning var ude.

Til det siger borgmesteren:

- Det er ikke sådan, at der ikke er job på Lolland. Men jeg vil sige, at lige præcis udrulningen af de statslige arbejdspladser til andre dele af landet end hovedstadsområdet skal jo starte et sted. For det er jo det, der skaber balance i Danmark, sådan at folk som Niels Christian Berthelsen kan se sig selv arbejde og bo uanset om det er på Østerbro, Frederikshavn eller Nakskov, siger Holger Schou Rasmussen.

  • HELE INSTITUTIONER DER RYKKER:

  • Miljøstyrelsen: 440

  • Statsligt gasselskab: 188

  • Patientklagestyrelsen: 141

  • Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder): 80

  • Energitilsynet: 78

  • Danmarks Innovationsfond: 46

  • De Økonomiske Råds sekretariat: 33

  • Lønmodtagernes Garantifond: 31

  • Miljømærkesekretariatet: 24

  • Dansk Sprognævn: 15

  • Lokale- og Anlægsfonden: 14

  • Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd: 11

  • Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler: 10

  • Sekretariatet for Studievalg Danmark: Fire

  • INSTITUTIONER DER RYKKER DELVIST:

  • Dele af Politiet: 125

  • Dele af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet: 95

  • Måltal for samling af løn- og regnskabsopgaver i Statens Administration: 75

  • Dele af Banedanmark: 60

  • Dele af Erhvervsstyrelsen: 56

  • Dele af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen: 40

  • Dele af Styrelsen for Forskning og Uddannelse: 28

  • Dele af Moderniseringsstyrelsen: 23

  • Dele af Statens It: 20

  • Dele af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte: 18

  • Dele af Udlændingestyrelsen: 15

  • Dele af Digitaliseringsstyrelsen: 13

  • Dele af Styrelsen for Patientsikkerhed: 12

  • Dele af Nationalt Genom Center: 10

  • Dele af Energinet: 10

  • Samling af tilsynsopgaver i Sikkerhedsstyrelsen: Seks

  • Øvrige: 67

  • Kilde: Regeringens plan 'Bedre Balance II'

Facebook
Twitter