L’Oreal, Samsung og Sephora: Producenter beklager og retter skjulte reklamer

Videoer bliver fjernet eller rettet efter at DR har sat fokus på skjult reklame på Youtube.

(Foto: Daniel Recke Lauritzen)

Flere producenter beklager nu og retter eller fjerner videoer med skjult reklame på Youtube.

Det sker efter at DR har sat fokus på skjult reklame på den populære digitale platform for videoer.

Blandt producenterne er Samsung, L’Oreal og Sephora.

Firmaernes produkter optræder i flere videoer, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har fundet via en stikprøve blandt videoer fra de 98 Youtubere, der i januar og februar i år var ”i stald” hos bureauet Splay.

Videoerne er lagt på nettet af nogle af de mest professionelle danske influencere.

Sletter videoer om event med Samsung

I en af videoerne fortæller influenceren Isabel Rigenstrup om et event med Samsung. Eventet er en reklame for nye mobiltelefoner fra Samsung.

I en anden video fortæller influenceren Jasmin Lind om et Samsung-event.

Begge videoer er nu slettet.

Samsung ønsker ikke at deltage i et interview, men skriver at ”dette er beklageligt og vi har bedt de pågældende influencere om at fjerne de omtalte videoer indtil videre.”

Billede fra event med Samsung og Isabel Rigenstrup. (Foto: Udklip fra Youtube)

Skjult reklame er ulovlig

Skjult reklame har været forbudt siden 2005. Men i 2017 reviderede man markedsføringsloven.

- Jeg synes, at reglerne er meget klare. Får man et gratis produkt, så er det fordi virksomheden bag ved har en kommerciel hensigt med at sende det produkt. Så vil den omtale, man laver bagefter, som hovedregel være reklame. Hvis det er mod børn skal det være ekstra tydeligt, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til DR.

Det er først og fremmest annoncørerne, altså producenterne, der har ansvaret ved skjult reklame.

Hvis der er et bureau indblandet kan de også blive holdt ansvarlige.

I sidste ende risikerer også influenceren selv at få bøder for de skjulte reklamer, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til DR:

- Influencerne kan også blive holdt strafferetligt ansvarlige, hvis ikke de markerer, at der er tale om reklame.

Influencere er vigtige i markedsføringen

- Samsung har ingen intention om, at skjule den kommercielle karakter af samarbejder med influencere, og anvender en række forholdsregler for at sikre, at kommercielle samarbejder så vidt muligt er tilstrækkeligt markeret som reklame.

I mailen skriver Samsung, at brugen af influencere generelt er en vigtig del af deres samlede markedsførings- og PR-indsats i Danmark.

Hverken Jasmin Lind eller Isabel Rigenstrup har svaret på DR’s henvendelser.

Vil sikre at reglerne bliver overholdt

L’Oreal fortæller, at de løbende sender PR-meddelelser med produkter til et bredt udvalg af influencers og forventede fremtidige influencers.

- Som følge af jeres henvendelse vil vi igen følge op med vores PR- og marketingteams og sikre, at der sker en opfølgning der sikrer, at reglerne overholdes, siger Sonja Christensen fra L’Oreal Paris.

- Vi gør vores yderste for at følge de regler, der er udstukket af Forbrugerombudsmanden. Derfor har vi også etableret procedurer for vores PR- og marketingansvarlige, der skal sikre, at reglerne følges.

- Vi er meget bevidste om det ansvar der påhviler både os og influencers, og vi vil derfor hjælpe og støtte dem i at følge reglerne, ligesom vi selv vil følge op på, at reglerne overholdes, siger Sonja Christensen fra L’Oreal Paris.

Ser på det med stor alvor

Det franske parfumeri Sephora er blandt de firmaer, hvis produkter bliver omtalt af de danske influencere.

- Vi ser naturligvis med stor alvor på den opståede situation, og har allerede fulgt op på dette internt og i forhold til de mærker, som vi er distributør for i Danmark, skriver Sephora i en mail til DR.

- Sephora ønsker altid at overholde den gældende danske markedsføringslov. Vi vil sikre, at alle, der på den ene eller anden måde er i berøring med Sephora, er opmærksomme på den gældende lovgivning og naturligvis overholder denne.

Sephora forklarer i en mail til DR, at de ikke betaler influencere for at få omtale. Men firmaet sender via deres danske PR-firma produkter til influencerne.

Gaver skal markeres

- Når vi eller vores PR-bureau udleverer produkter til presse og influencere, understreger vi samtidig, at hvis presse og influencere ønsker at bruge og omtale vores produkter, så skal de gøre det klart for deres læsere og følgere, at omtale af produkter der er modtaget som gave fra os skal markeres som værende reklame efter de gældende regler, skriver Sephora til DR.

Også tøjfirmaet Helly Hansen har overfor DR beklaget, at deres skitøj har været omtalt i en youtube-video uden reklamemarkering.

Denne video er siden blevet slettet.

To videoer, der reklamerer for Eurosport er blevet rettet og Eurosports kommunikationschef Rasmus Mariegaard har i en mail til DR forklaret, at de tager til efterretning at der burde have været anført en disclaimer-tekst til videoerne.

TIP OS

FacebookTwitter