Løs metalskinne kvæster fire personer på Hovedbanegården

Fire personer kom til skade, da de blev ramt af en metalskinne på en rulletrappe på Københavns Hovedbanegård.

Ulykken skete på den opadgående rulletrappe ved spor tre og fire. Arkivbillede. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Søndag eftermiddag er fire personer - herunder en ti-årig pige fra Finland - blevet kvæstet ved et uheld på en rulletrappe på Københavns Hovedbanegård.

Her blev de ramt af en løs metalskinne. Det skriver Ekstra Bladet.

DSB's pressevagt bekræfter over for Ritzau, at der er sket en ulykke, men kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder.

Ulykken skete klokken 13.45. Foruden pigen er de øvrige tilskadekomne ifølge Ekstra Bladet pigens far, en brite og en 26-årig dansker.

Den 26-årige dansker, der over for Ekstra Bladet blot identificerer sig som Martin - har fortalt avisen om hændelsesforløbet.

- Jeg fik et sår på mit ene skinneben, da jeg blev ramt af en løs metalskinne, der stak ud. Det var en slags pynteliste, siger han.

Ifølge Martin fik pigen og hendes far åbent benbrud og blev sendt med ambulance til Rigshospitalet, mens personen fra Storbritannien bliver behandlet for sine skader på Hvidovre Hospital.

DSB kan søndag eftermiddag ved 16-tiden endnu ikke fortælle om ulykken og henviser til Københavns Politi for oplysninger om sagen. Hos politiet henviser vagtchef Henrik Stormer til DSB.

/ritzau/

Facebook
Twitter