- Man bliver næsten modtaget som en rockstjerne, når man kommer ud, siger Lotte Møller, der er frivillig i Røde Kors Hillerøds vågetjeneste, og smiler.

Hun er en af de mange frivillige, der sidder ved mennesker i deres allersidste stund.

Lotte Møller blev frivillig efter selv at have oplevet et dødsfald. Her ville det have betydet rigtig meget, hvis en våger havde kunnet aflaste hende.

Nu kan hun selv være med til at give den aflastning, som hun ikke selv fik – og indsatsen bliver værdsat og glæden over hendes tilstedeværelse kan mærkes, når hun er ude ved døende.

- Det er overvældende, og det gør, at man tænker, at der helt sikkert er brug for os, siger Lotte Møller.

Vil gøre en forskel

Antallet af frivillige vågere vokser år for år. For otte år siden havde Røde Kors og Ældre Sagen knap 350 frivillige vågere til sammen. I 2017 var det tal steget til over 1.600.

Ældresagen har vågetjenester i 43 af landets kommuner, mens 83 af Røde Kors’ lokalafdelinger har et hold af vågere.

I Røde Kors Hillerød opstod vågetjenesten for godt to år siden. Foruden Lotte Møller har DR Nyheder samlet tjenestens leder, Karin Persson, og de to frivillige vågere Jane Pichard-Sørensen og Karin Røgesgaard til en snak om, hvorfor de blev vågere.

- Jeg valgte at gøre det, fordi jeg ikke mener, at der er nogen, som skal ligge og dø alene. Det betyder rigtig meget, at vi kan gøre en forskel, lyder forklaringen fra Jane Pichard Sørensen.

Samme holdning har Karin Røgesgaard.

- Det var svært at tænke på, at nogen skulle ligge og dø alene. Og så var det også for at aflaste de pårørende, siger hun.

Bliver taget godt imod

Som leder af vågetjenesten oplever Karin Persson, at vågerne faktisk gør en forskel. Også selvom vågerne mange gange ”bare” er tilstede.

Lokalforeningen modtager nemlig fra tid til anden breve fra de pårørende, som har mistet et familiemedlem.

- De er meget glade for den hjælp, de har fået fra Røde Kors og vågerne. De fortæller, hvor stor en betydning, det havde for dem, at de kunne aflastes. At der sad nogen ved deres pårørende, så de kunne tage hjem og sove og så komme igen næste dag, forklarer hun.

Særligt de pårørendes glæde ved vågerne er da også noget af det, som giver Karin Røgesgaard energi til at fortsætte.

- Så kan man lidt igen, selvom det kan være sene vagter ud på natten.

Tanker om et liv'

Vågerne må ikke udføre plejeopgaver for den døende, og en vågevagt varer fire timer. Timer, der kan bruges på alt fra at strikke, at holde den døende i hånden, synge en sang eller på at danne sig tanker om det liv, der er ved at rinde ud.

- Når man sidder der, man kan jo ikke lade være med at kigge på folks ting. Hvilke malerier eller billeder har de på væggene. Så kan man godt få et indtryk af, hvad det er for et menneske, forklarer Lotte Møller og suppleres af Karin Røgesgaard.

- Ja, hvor mange børn og børnebørn er der for eksempel på væggen. Så danner man sig nogle billeder af, hvad det er for et menneske, som nu er ved at tage afsked med livet.

Vagterne er dog ikke kun til glæde for den døende, de pårørende eller plejepersonalet. For vågerne selv er der også noget på spil.

For Jane Pichard-Sørensen har det ændret hendes syn på døden og gjort hende mere åben for at tale om den.

Hun har også oplevet, hvor stor en forskel, der kan være på den sidste rejse og hver enkelt vågning.

- Nogen har behov for at holde i hånden og mærke trygheden, andre skal du slet ikke røre - der kan du godt få et dask over fingrene. Det er egentlig det, som har rystet mig mest – forskelligheden når de ligger på det sidste, og hvor meget de egentlig registrerer alligevel, siger hun.

Og selvom et liv forsvinder, så er der også noget smukt i afskeden med livet, forklarer Lotte Møller.

- Det øjeblik, hvor det sidste åndedræt bliver trukket, er fuldstændig fantastisk at opleve. At se hvordan borgeren bliver fuldstændig rolig og afslappet at se på. Der er slet ingen smerter, åndedrætsproblemer eller noget som helst mere. Det er fantastisk.