Lottomillionær - og hvad så?

En heldig vinder kan i aften sætte 102 millioner kroner på kontoen, hvis han har den rigtige talkombination på lottokuponen. Arne Lenstrup er millionærrådgiver, og den første vinderen møder.

Arne Lenstrup har siden 1993 været millionærrådgiver og har mødt hundredevis af nyudklækkede lottomillionærer. (© Danske Spil)

I 27 uger har Onsdagslottos Superpulje fået lov at ligge uberørt og evigt voksende hen. Og skulle man være så heldig at hive den samlede gevinst af førstepræmie og Superpulje i hus, så kan der efter udtrækningen i aften bonne intet mindre end 102 millioner kroner ind på kontoen.

Og hvad i alverden gør man, hvis man pludselig får SÅ mange penge mellem hænderne?

Det ved Arne Lenstrup. Han er millionærrådgiver hos Danske Spil og har siden 1993 været en af de første til at rådgive flere hundrede nyudklækkede millionærer.

- En nyudklækket lottomillionær er først og fremmest forvirret, han kan ikke forstå det og har altid tjekket kuponen 1000 gange, fortæller Arne Lenstrup.

Hurtigt ud til vinderen

Arne Lenstrup gør, hvad han kan for at komme ud til vinderen, inden pengene ligger på kontoen for at forberede dem på, hvad der kommer til at ske og hvilke muligheder, de har med flere renter, investeringer i obligationer, aktier osv.

Arne Lenstrup rådgiver altid lottomillionærerne til at komme af med den gæld, de har.

- Gældsrenterne er så høje, så det ikke kan betale sig at investere, før gælden er væk, siger han.

Arne Lenstrup anbefaler altid, at de ansætter en rådgiver. Det er vigtigt, for det er trods alt kun de færreste, der har erfaring i at stå med flere millioner kroner mellem hænderne.

Og så minder han folk om, at de skal nyde det. Han beder dem tænke over, hvad de har lyst til at gøre. Og han opfordrer dem til hellere at lade pengene stå i et halvt eller et helt år, indtil de finder ud af, hvad de gerne vil.

Skej lidt ud

Og den med at indfri gælden er de fleste lottomillionærer helt på det rene med. Det er som regel, det første de ønsker at gøre. Mange vil også gerne købe ejerboliger, og har de allerede en, så vil de gerne renovere den. Og så er det et hit at købe ny bil og tage ud at rejse.

- Biler og rejser er næsten altid det første, folk gør for at fejre, siger Arne Lenstrup.

- Og nogle gange, hvis de er alt for mådeholdne, opfordrer jeg dem selv direkte til at skeje lidt ud for at fejre deres held, siger han.

Facebook
Twitter