Louise har ikke kolleger nok til et nødberedskab: Vi kan ikke stå på mål for patienternes sikkerhed

Medicinsk afdeling i Herlev er blandt 302 afdelinger der har søgt om lockout-fritagelse.

En akutmedicinsk afdeling på Herlev Gentofte Hospital er blandt dem, der vil pilles ud af lockouten. Ifølge Dansk Sygeplejeråd fordi der ikke er nok sygeplejersker til at stille et nødberedskab. Se mere i TV Avisen klokken 21.10 fredag aften. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Det er en almindelig travl fredag for Louise Falkedal på Herlev Hospital. Hun er sygeplejerske på geriatrisk afdeling, der tager sig af syge, ældre patienter.

- Vi har som regel en belægningsprocent mellem 110 og 120 procent, så der mere fyldt op end hvad godt er. Den enkelte ansatte passer flere patienter end tiltænkt, fordi indtaget af patienter er så stort, siger Louise Falkedal, der står midt i medicinrummets farvepalet af æsker, glas og pakker.

Hospitalsafdelingen på Herlev Gentofte Hospital er en blandt 302 afdelinger, der på landsplan har bedt om at blive undtaget fra Danske Regioners lockout.

Det svarer til, at 49 procent af de lockout-varslede hospitalsafdelinger eller -afsnit ønsker at blive pillet ud af lockouten. Det viser en analyse fra Dansk Sygeplejeråd af fire ud af fem landets regioner.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er grunden, at en stor del ikke har fastansat personale nok til at stille et nødberedskab. De såkaldte nødtjenesteplaner må nemlig ikke benytte sig af vikarer, timelønnede eller overarbejde.

Vigtige brikker

Netop de brikker, der er uundværlige for at få hverdagens puslespil til at gå op på Louise Falkedals afdeling. Det fortæller fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Herlev Gentofte Hospital.

- Vi kan ikke undvære noget personale i den daglige drift. Men i og med vi ikke må benytte de vikarer, som vi er afhængige af, så kan vi heller ikke stille med et nødberedskab for afdelingen, siger Zenia Foskjær.

Ude på afdelingen undrede de ansatte sig, da Danske Regioner varslede lockout for hele Herlev Hospital - som en reaktion på fagforbundenes strejkevarsler.

- Vi havde en opfattelse af, at det kunne ikke lade sig gøre. På denne afdeling kan vi ikke fjerne nogle hænder, uden det vil gå ud over patientsikkerheden, fortæller hun.

Vil fritages fra lockout

Nu har den geriatriske afdeling - sammen med 59 andre afdelinger eller afsnit på storhospitalet - anmodet Danske Regioner om at blive fritaget fra lockouten. En anmodning som afdelingsledelsen er enig i, siger ledende oversygeplejerske ved medicinsk afdeling, Flemming Olsen, Herlev Gentofte Hospital.

- Der har formentlig været rigtig meget politisk strategi i at melde det store lockout-varsel ud. Uden nødvendigvis den helt store dybde af viden om, hvad det egentlig var man satte i spil.

På den geriatriske afdeling venter de ansatte nu på, at Danske Regioner skal behandle deres ønske om at afblæse lockout på deres arbejdsplads.

- Det kan godt ske, at lockouten bliver til noget. Det vil tiden vise. Men det er svært for mig at se, hvordan vi kan forsvare vores arbejde, hvis man fjerner hænder fra en akut medicinsk afdeling. Det er der ikke mange, der har lyst til at stå på mål for, siger Louise Falkedal.

Facebook
Twitter