Louise med Aspergers skal nu knuse data som fastansat

28-årige Louise Wille har lært, at backup-planer giver hende bedre arbejdsdage.

Der er kun lidt over en måned til 18. marts. Netop den dag bliver stor for 28-årige Louise Wille, der er en af deltagerne i dokumentar-serien ’De skjulte talenter’.

Fra den dag står der fastansat datakvalitetskontrollør på hendes kontrakt med Novo Nordisk i Bagsværd.

Her er hun ansat i en afdeling med 19 medarbejdere, og Louise kender dem alle. Hun har nemlig arbejdet der i et træningsforløb de sidste knapt to år. Vi har på tv og i artikler lært Louise Wille at kende som en hurtig og kompetent kvinde, som kan rumme store mængder data og finde fejl i datasystemer.

Stadig svært at få ros

Ved en medarbejdersamtale roste chefen hende Louise så meget for hendes indsats, at hun havde svært ved at forstå det.

Og endnu mere uforståeligt var det, at hun også fik en bonus, fordi hun - som chefen sagde - 'havde leveret over forventet og udført opgaverne på kortere tid, end der var afsat.

Da dr.dk taler med Louise Wille husker hun medarbejdersamtalen som et møde, hun ikke helt forstår meningen med:

- Det var jo en opsummering på opgaver, vi havde snakket om undervejs, når jeg løste dem eller afleverede dem. Så hvorfor skulle vi så tale om opgaverne igen? Det var svært for mig at tage imod anerkendelse, og det er det stadig, selv om det er blevet lidt lettere.

Planer for det hele

Louise Wille har det stadig svært, når aftaler og møder bliver ændret eller aflyst. Begge dele gør hende mere træt, og resten af arbejdsdagen kan blive helt uoverskuelig.

Måden at løse den udfordring på er at have backup-planer, og de planer er nu lavet til mange forskellige arbejdssituationer.

Der ligger blandt andet en backup-plan med et lager af opgaver, som Louise kan gå i gang med, når møder eller aftaler bliver flyttet eller aflyst. Det er kollegaen og kontaktpersonen på Novo Nordisk, Solmaz Gabery, der laver denne backup-plan.

Kantinen er en stor mundfuld

Igennem den næsten to-årige oplæringsperiode, hvor Louise har lavet kvalitetstjek på data, har hun både lært, hvordan en arbejdsplads fungerer, med aftaler og møder som bliver ændret, men også at skulle spise frokost i en stor kantine med masser af mennesker fra hele Novo Nordisk.

Især det har Louise haft det svært med. De mange mennesker og dermed også de mange lyde af snak, raslen med bestik og tallerkener men også duftene af de forskellige retter på buffeten blev i begyndelsen beskrevet som et ’torturrum’.

For Louise kan med sin autisme ikke filtrere lyde og lugte. Derfor ville hun helst undgå kantinen eller gemme sig et sted sammen med sin mad.

Louise har altid en kantineplan

Hvordan har du egentlig håndteret at få spist i kantinen?

- I den første tid på Novo Nordisk kunne jeg på intranettet se kantinens madplan for en uge. Så hvis der var gryderet, gik jeg i stedet i cafeen og købte en sandwich. For mig er gryderet alt for mange ting blandet sammen.

- Men kantinen lægger ikke længere menuen på intranettet, og så kan jeg jo ikke forberede mig på, hvad og hvornår jeg skal spise.

- I stedet får jeg nu en mail fra kantinen med deres menu for en uge ad gangen. Den mail bruger jeg til at lave en plan for mine kantinebesøg.

- Jeg har for eksempel lært, at når der er frikadeller på menuen, så kommer der rigtig mange på et bestemt tidspunkt. Så vælger jeg at komme lidt tidligere for at slippe for de mange mennesker.

Noget, der stadig kan udfordre Louise, er, når kantinen flytter rundt på de forskellige retter i forhold til, hvor de har stået tidligere på ugen.

Får større opgaver

Netop i disse dage sidder Louise og hendes kolleger sammen med cheferne og lægger sidste hånd på det kommende års opgaver og ser på, hvem der skal løse dem og hvordan.

I år kommer flere større tværfaglige projekter, forklarer Louise:

- De større opgaver involverer flere grupper. Jeg glæder mig til at lære nye ting, programmer og metoder og også til at få større indsigt i, hvad mine kolleger laver. - Min rolle bliver at finde og rense data, supportere de andre i gruppen samt sikre, at data leveres i konsistent god kvalitet.

Skal have en ordre

Det kan ske, at Louise på en travl arbejdsdag med mange ændringer får det, hun kalder en nedsmeltning, hvor hun for eksempel ikke ved, hvordan hun får sine sko på.

Til sådanne situationer er der også lavet en plan, som også findes på print. Fem af Louises kolleger er instrueret i, hvordan den situation klares, tilføjer Louise:

- Her skal mine kolleger ikke stille spørgsmål, men i stedet give mig ordrer.

Brandalarm – der er en plan for Louise

Da Louise Wille var ny på Novo Nordisk kunne en brandalarm, som gik i gang, ødelægge resten af hendes arbejdsdag, så hun måtte gå hjem.

Brandalarmens forstyrrelse gjorde, at hun ikke anede hvor hun skulle gå hen, hvad hun skulle gøre, og hvordan hun kom tilbage til arbejdet.

En kollega til Louise foreslog, at de måtte lave en brandalarmsplan for og med Louise. En plan, der tydeligt fortæller, hvad der skal ske fra start til slut, og som kan guide hende til, hvad hun skal gøre, hvorhenne og i hvilken rækkefølge.

Planen indeholder også et senere møde for at restrukturere hendes dag.

Netop den plan har medvirket til, at Louise kan vende tilbage til opgaverne ved computeren, når brandalarmen har lydt.

Planlægger detaljer

Louise synes selv, at hun igennem sit træningsforløb i virksomheden har lært sig selv bedre at kende, og hvordan hun bedst kan forberede sig på at være sammen med mange mennesker.

Det seneste har hun erfaret for nylig, da hun for anden gang på to år har deltaget som Novo Nordisk-medarbejder i en stor konference i København.

- For mig er det vigtigt, at jeg ved, hvor jeg kan sætte mig i en stor sal, tilføjer hun:

- Jeg har lært, at jeg har det bedst med at finde en plads bagerst i en stor sal. På den måde kan jeg nemlig komme hurtigt ud og orientere mig om, hvor jeg skal gå hen, inden alle de andre deltagere forlader salen.

Facebook
Twitter