Loven om hiv virker ikke

Antallet af nye hiv-smittede ligger på samme niveau som for ti år siden. En af landets førende forskere på området mener, at lovgivningen opfordrer folk til at holde smitten hemmelig.

Antallet af nye hiv-smittede er det samme som for ti år siden.

For mere end 10 år siden blev lovgivningen ændret, så hiv-smittede kan komme i fængsel for at dyrke ubeskyttet sex.

Men på trods af lovændringen er antallet af hiv-smittede ikke faldet. En af landets førende hiv-forskere Jens Lundgren mener ikke, at loven fungerer.

Samme antal smittede som i 1997

Statistikken har ikke rokket sig ud af flækken på ti år. Antallet af nye hiv-smittede ligger på omkring 150 personer årligt både i 1997 og 2007.

Derfor virker loven ikke, siger Jens Lundgren, der er hiv-forsker og professor ved Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.

- På trods af at vi har reduceret smitsomheden voldsomt hos i hvert fald halvdelen af dem, der er hiv-smittede, så har vi ikke kunnet mindske antallet af nye smittede, siger han til Radioavisen.

Behandling betyder alt

Siden 1994 har det været strafbart for en hiv-smittet at dyrke ubeskyttet sex. Uanset om han eller hun smitter sin partner eller ej. Der er stor forskel på, hvor smitsomt hiv er, alt efter om sygdommen er under behandling eller ej.

En hiv-smittet bøsse, der er under behandling, skal ifølge statistikken dyrke sex over 1000 gange, før han har smittet én enkelt person.

Derfor mener Jens Lundgren, at det vigtigste er at få så mange så muligt testet for hiv, så de kan komme i behandling.

Hiv-smittet: Loven er forfærdelig

Jens Peder Høeberg er hiv-smittet. Det har han været i 20 år og er i behandling for sygdommen. Han kunne aldrig drømme om at dyrke ubeskyttet sex, men alligevel føler han sig ramt af lovgivningen.

- Helt personligt synes jeg, loven er forfærdelig, fordi der bliver sat en speciel anklage på mig som hiv-smittet.

Han mener, at lovgivningen - som den er i dag - simpelthen giver flere hiv-smittede.

- Paragraf 252 i straffeloven kan gøre, at en del mennesker i risikogruppen for at have hiv ikke lader sig teste, siger han.

Folk holder smitte hemmeligt

Det er der i følge Jens Lundgren ikke forskning, der kan bekræfte. Men loven gør, at fordommene om at have hiv bliver opretholdt.

- Jeg mener, at en lovgivning fordrer til hemmeligholdelse af folks hiv-status, fordi nogen vil undgå, at man efter at have været sammen med en anden person dybest set kan blive anholdt og smidt i fængsel for at have overtrådt straffeloven, siger Jens Lundgren.

HIV (Human Immundefekt Virus)
  • 33,2 mio. mennesker er smittet verden over.
  • Det er 1,5 pct. flere end i 2006.
  • 2,5 mio. mennesker blev smittet i 2007
  • 2,1 mio. døde af AIDS i 2007.
  • Virussen blev første gang opdaget af franske forskere i maj 1983. HIV kan smitte ved usikker samleje, blodtransfusion eller fra mor til baby.
  • HIV -virus kan ikke helbredes, men AIDS i udbrud kan holdes nede med medicin.
  • En 25-årig, der bliver smittet med HIV , kan med medicinering forvente at leve til vedkommende bliver 64 år.
  • Ved en international konference for verdens førende HIV-forskere i Boston i februar, var der enighed om at en vaccine mod HIV og AIDS har uhyre lange udsigter. Eksperterne blev enige om, at det faktisk er nødvendigt at træde tre skridt tilbage og opfinde helt nye veje, hvis man overhovedet skal finde frem til en vaccine, der kan knække koden i HIV.