Fransk politi knækkede krypteringskode, der banede vej i efterforsking af brutalt bandedrab

Seks mænd er tiltalt for drab og drabsforsøg i stor bandesag. Alle nægter sig skyldige.

Seks mænd er ttiltalt for at have dræbt to mænd i november 2020 som led i et bandeopgør.

Det danske politi må sende en venlig tanke til kollegerne i Frankrig.

For da dansk politi i 2021 efterforskede en voldsom sag, hvor to unge mænd blev likvideret foran et supermarked i Kalundborg, fik man ud af det blå en henvendelse fra det franske.

Det var lykkes fransk politi at få adgang til en lukket server, som var fyldt med krypterede chatbeskeder, og her fandt man materiale, som fik dem til at kontakte kollegerne mod nord.

Midt- og Vestsjællands Politi kom allerede i 2020 i besiddelse af to såkaldte Sky-telefoner, som kan bruges til at kommunikere krypteret.

Telefonerne tilhørte to af de i alt seks mænd, der i dag ved Retten i Holbæk er tiltalt for at have dræbt de to mænd i november 2020 som led i et bandeopgør. Også en tredje mand blev skudt, men overlevede.

Men politiet havde svært ved åbne telefonen, indtil fransk politi rettede henvendelse.

- Politiet gennemgik kommunikationen, og det er en kommunikation på et meget, meget direkte sprog. Politiet var ikke i tvivl om, at der var tale om de pågældende drab, fortæller anklager Anja Lund Liin i sin præsentation af sagen.

Forsvarere sår tvivl

Først i januar i år gik de endelige godkendelser fra Frankrig igennem, som betød, at man måtte udlevere materialet til Danmark.

Sådan ser den særlige retsbygning i Herfølge ud. Billedet her er fra en tidligere sag i februar. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Anklagemyndigheden vil først på et senere tidspunkt læse op fra kommunikationen. Det vil ske i løbet af de i alt 20 dage, der er sat af til sagen.

Flere af forsvarsadvokaterne stiller dog spørgsmål ved, om materialet kan bruges.

Ifølge advokat Michael Juul Eriksen tager en fransk forfatningsdomstol lige nu stilling til, om det er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at bruge det, da der kan være tale om masseovervågning.

Ifølge forsvarsadvokaten ventes der en afgørelse i Frankrig senest 1. maj.

Også teleoplysninger indgår i sagen. Blandt andet fandt politiet frem til en leaset bil, hvor der sad et simkort i en GPS, som var med til at klarlægge en af de tiltaltes færden.

'Det ser forfærdeligt ud det her'

Det var den tirsdag 17. november 2020 lidt efter klokken 18, at en kunde i Meny på Nørre Allé i Kalundborg pludselig tog fat i købmanden.

Tre personer var blevet skudt på en parkeringsplads bag supermarkedet, og købmanden ringede straks til alarmcentralen.

Ved dagens retsmøde blev opkaldet afspillet.

Det var voldsom lytning.

- Ligger der tre døde mænd her eller hvad? Hvad helvede er det? Er de alle sammen døde? Hvad er der lige, der er sket her. Nej nej nej. Det ser forfærdeligt ud det her.

- Jeg har ikke set, hvad der er sket, men jeg kan se, at der ligger tre mænd i blodpøle. Jeg har aldrig set sådan noget her før, lød det fra den chokerede købmand.

Menys overvågningskameraer fangede skyderiet, og det blev også afspillet i retten.

Her så man de tre ofre stå og vente ved en bil, da mindst en person pludselig dukkede op i efterårsmørket og affyrede flere skud mod de tre, som straks faldt til jorden.

Kort tid efter ankom politiet og ambulancer. To af mændene døde kort tid efter, mens den tredje mand overlevede. Han skal efter planen afgive forklaring torsdag.

Anklagemyndigheden mener, at der var tale om et opgør mellem den nu forbudte bande Loyal to Familia (LTF) og en bandegruppering kaldet Sydkystgruppen.

Ifølge et såkaldt konfliktnotat fra Rigspolitiet, som DR Nyheder fik aktindsigt i december 2021, var LTF i konflikt med Sydkystgruppen fra 18. november 2020 til 18. marts 2021.

Det vil altså sige dagen efter skyderiet.

I alt er seks mænd tiltalt for drab. Ifølge anklagemyndigheden kan alle seks dømmes for drab, selvom kun tre af dem deltog i selve skyderiet. Bag hændelsen lå stor forberedelse, hævdes det.

I dagene op til drabene var man i kontakt med ofrene, fordi de tiltalte ønskede at mødes med dem på parkeringspladsen. Flere møder gik i vasken, inden det lykkedes den 17. november.

Derudover havde de tiltalte ifølge anklagen sørget for flugtbil, ligesom man på forhånd havde foretaget rekognoscering i Kalundborg og omegn.

Motivet kendes ikke, men ifølge anklageren kommer man nærmere ind på det senere i sagen.

Nøglespiller anholdt

Alle seks mænd nægter sig skyldige. Fire af dem er ifølge anklagen medlemmer af LTF.

Anklagemyndigheden mener, at yderligere tre personer spiller en rolle i sagen.

To personer er sigtede, men de er flygtet til udlandet.

En niende person blev i januar anholdt og varetægtsfængslet. På nuværende tidspunkt er også han sigtet, så han har fået lov til at følge sagen i et tilstødende lytterum.

Han blev anholdt i lufthavnen i Aalborg, da han landede med et fly fra Spanien. Ifølge DR Nyheders oplysninger er der tale om et højtstående medlem af LTF.

Selvom det er Retten i Holbæk, der behandler sagen, foregår det rent fysisk omkring 60 kilometer sydøst for retsbygningerne i Holbæk.

På grund af det store sikkerhedsopbud og de mange nævninge sker det i et industriområde i Herfølge, hvor der er plads til de mange advokater, nævninge, politifolk og tiltalte.

Også fire journalister er på plads, mens pladsmangel betød, at kun én tilhører per tiltalte fik lov til at komme ind i retssalen. Det gav lidt brummeri inden retsmødet hos pårørende, som havde håbet at se et glimt af deres kære.

Der ventes dom i sagen i juni.