Luftforurening koster samfundet milliarder

Sygedage og dødsfald forårsaget af luftforurening koster samfundet 28 mia. kr. om året.

Luftforurening fra bilos koster 125 millioner kroner om året alene i hovedstadsregionen. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Det koster samfundet milliarder af kroner, at luftforureningen i Danmark gør mennesker syge og er skyld i, at mindst 3.300 danskere hvert år dør for tidligt.

På landsplan koster luftforureningen 28 milliarder kroner, viser en rapport fra CEEH - Center for Miljø og Sundhed.

Hovedstadsområdet bærer på en tredjedel af de omkostninger, viser en ny rapport udarbejdet af DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, for Københavns Kommune.

- De samlede omkostninger om året i hovedstadsområdet er på 12 milliarder kroner om året. I Københavns Kommune er udgiften cirka fire milliarder pr. år, siger Jørgen Brandt, seniorforsker ved DCE og en af forskerne bag den nye rapport.

Dødsfald koster dyrt

Den høje regning skyldes især det økonomiske tab ved, at godt 1.500 personer i hovedstadsregionen dør for tidligt hvert år. Oveni koster det dyrt, at luftforureningen er skyld i godt 1,5 millioner årlige sygedage i regionen.

Størstedelen af luftforureningen i hovedstadsområdet kommer fra resten af Danmark eller fra udlandet. Men den luftforurening, der bliver udledt i København og på Frederiksberg, står også for en væsentlig del af regningen - nemlig 600 millioner kroner om året.

Ifølge DCE-rapporten koster luftforurening fra brændeovne i København 400 millioner kroner, mens bilos i hovedstaden giver en regning på 125 millioner kroner. Resten af den omkostningstunge forurening kommer blandt andet fra maskiner og skibstrafik.

Forurening i kroner og øre

At få styr på, hvad luftforureningen koster i kroner og øre, gør det nemmere at tage stilling til, om der skal sættes ind over for luftforurening, vurderer Jørgen Brandt.

- Ved at sætte beløb på kan man se, hvor stort et samfundsmæssigt problem, luftforurening er i forhold til andre ting, der skal løses i samfundet, og man kan for eksempel bruge det til at se på, om det ikke kan betale sig at sætte partikelfiltre på flere dieselbiler, siger han.

Tidligere på året udgav Det Europæiske Miljøagentur en rapport, der slog fast, at forureningen fra lastbiler i Danmark koster 2,8 milliarder kroner om året, fordi den forårsager luftvejssygdomme, hjerte-kar-sygdomme og andre helbredsproblemer.

Dr.dk sætter i denne uge fokus på luftforurening og har brug for din hjælp. Har du problemer med luftforurening, så send en mail til 1212@dr.dk. Beskriv problemet og din præcise adresse.

Facebook
Twitter