Lukas har taget mundbind på i toget: Jeg kunne jo have coronavirus lige nu

Sundhedsstyrelsen anbefaler fra i dag at bære mundbind, når der er trængsel i den offentlige trafik.

Der var nok ikke ligefrem, hvad man vil kalde trængsel på Aarhus Banegård og Hovedbanegården i København i morges.

Alligevel havde flere passagerer valgt at tage mundbind på, som Sundhedsstyrelsen nu anbefaler, når der er trængsel i tog, bus og metro.

En af dem var Lukas Bugge Larsen fra Aarhus. Han har taget mundbind på, fordi han skal til Kolding for at besøge en ven.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man som ung sørger for beskytte de ældre, og dem der har det svært generelt. Det er ikke så meget for min egen skyld, men mest for de andre medtrafikanter, siger han.

Selvom Sundhedsstyrelsens anbefalinger er nye, er det ikke helt nyt for ham at bære mundbind. Det gjorde han også tidligere under coronapandemien, da han skulle besøge familien på Bornholm.

- Der sidder man jo på to færger og i fire busser eller sådan noget. Efter myndighederne anbefalede det, har jeg besluttet mig for, at det er noget, jeg gerne vil gøre også på kortere ture, fortæller han.

En skidegod idé

Patrick Friis Hansen fra Silkeborg synes også, at det er en god ting, hvis danskerne begynder at tage mundbind på. Det har han været vant til fra Vietnam, hvorfra han er kommet hjem efter otte måneder i landet.

- I begyndelsen af coronaudbruddet gjorde myndighederne i Vietnam det til et krav, at man skulle bære mundbind offentlige steder. Jeg synes, at det er en skidegod idé, siger han.

Han har dog ikke selv mundbind på, hvilket der ifølge ham er flere grunde til.

- I Vietnam var det let at få fat i mundbind, men i Danmark ved jeg ikke, hvor jeg skal lede efter dem, siger Patrick Friis Hansen.

Patrick Friis Hansen er kommet hjem fra Vietnam, hvor mundbind har været et krav. (© dr)

Ifølge ham er der også stor forskel på, hvordan man opfatter folk med mundbind på i Danmark og for eksempel Vietnam.

- I Danmark bliver man lidt opfattet som svag, hvis du går med mundbind, siger han.

Og den opfattelse har Lukas Bugge Larsen faktisk allerede oplevet en smule.

- På en måde er det meget godt, fordi folk tager lidt mere afstand. Der er nogle, der stadig antager, at man har mundbind på, når man er syg. Men man har det jo på for at beskytte andre, siger han.

Svære at finde

I København har Jonas Pedersen også taget mundbind på, fordi myndighederne nu anbefaler det.

Ligesom Patrick Friis Hansen i Aarhus havde han dog svært ved at finde mundbind på Hovedbanegården her til morgen.

- De har været udsolgt næsten alle steder, jeg har kigget efter dem her på Hovedbanegården. Der var nogle tilbage på apoteket til 45 kroner stykket, så det var nogle dyre engangsmasker, siger han.

Bag masken gemmer sig Jonas Pedersen, der i morges rejste fra Hovedbanegården i København. (© dr)

Når man tager et hurtigt kig rundt på nettet, kan man dog få mundbind til mellem 10-15 kroner.

Derfor var Lukas Bugge Larsen heller ikke i tvivl om, at han skulle have mundbind på i dag.

- Jeg vil hellere tage mundbindet på til 12 kroner en gang for meget end en gang for lidt. Jeg kunne jo have coronavirus lige nu. Man kan ikke rigtig vide det, siger han.

Skal ikke bruge maske i flæng

Man skal dog være påpasselig med at bære mundbind alle steder for at undgå, at vi løber tør for mundbind, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i Klinisk Mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

- Det er helt afgørende, at man ikke bare bruger masker i flæng. Man skal lytte til myndighederne, og så skal man bruge dem der, hvor myndighederne siger, at man skal bruge masker og ingen andre steder.

Professoren tilføjer, at man i øvrigt skal passe på med ikke at pille for meget ved sit mundbind, fordi ens fingre kan bære på det virus, man gerne vil beskytte sig mod.

Ifølge apotekter Jeanette Juul Rasmussen, der er næstformand i Danmarks Apotekerforening, er efterspørgslen på mundbind steget markant, siden myndighederne annoncerede de nye anbefalinger.

- Meldingen er, at der er mundbind nok, og der vil blive ved med at komme forsyninger til Danmark. Vi får levereret varer hver dag, så der kommer nye varer ind hele tiden, siger hun.

Facebook
Twitter