Lukkeuger skaber bekymring og uro

42 procent af de danske børneinstitutioner holder lukket mere end to uger om året. Det skaber utryghed hos forældrene og problemer for virksomhederne.

42 procent af de danske børneinstitutioner holder lukket mere end to uger om året. Det skaber utryghed hos forældrene og problemer for virksomhederne. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall)

Mange kommuner har udvidet antallet af lukkedage i børnehaver og vuggestuer. Sidste år var der 33 procent, der holdt lukket i to uger eller mere. I år er det tal steget til 42 procent.

En af dem, der har oplevet konsekvenserne af lukkeugerne, er Lykke Halskov. Hun er mor til to børn, der går i institutionen "Solstrålen" i Næstved, der holdt lukket i to uger i sommerferien. Det skabte store problemer for familien.

- Vi forsøgte alt for at få fri til selv at kunne passe vores børn, men det var ikke muligt for hverken min mand eller jeg, og da alle andre muligheder var blevet udelukket, blev vi nød til at tage imod kommunens alternativ, fortæller Lykke Halskov.

Overflyttet til en fremmed institution

Lykke Halskovs børn blev tilbydt pasning i en anden institution, hvor de fik at vide, at en pædagog fra deres egen børnehave ville følge med.

- Det lød som en nogenlunde løsning, men mine børn er meget generte og har brug for trygge rammer, så min mand og jeg måtte bruge rigtig meget tid på at forberede dem på at skulle et nyt sted hen, forklarer Lykke Laskov

Men selvom aftalen var, at en af børnenes vante pædagoger skulle tage imod om morgenen, var pædagogen endnu ikke mødt, da børnene blev afleveret.

- Jeg blev nødt til aflevere mine unger i en fremmed institution til nogle vildt fremmede mennesker. Det var ikke glade ansigter, jeg vinkede farvel til den morgen, og jeg var meget bekymret resten af dagen, forklarer hun.

Påvirker hele samfundet

Hos Projekt Børnepasning kender man til problemet med lukkeuger og påpeger, at selvom det rammer børnefamilierne hårdest, er det ikke kun dem, der rammes.

- Det er problematisk, at det ikke længere er arbejdsmarkedets parter, der afgør, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at holde ferie, men at det skal afgøres af kommunernes lukkeuger. Det er til stor gene, både i familierne, men så sandelig også på arbejdspladserne, fortæller projektleder, Michael Engell Hansted.

Han bakkes op af Forældrenes Landsforening. Her påpeger man også, at lukkeuger er en serviceforringelse, der rammer hele vejen rundt.

- Lukkeugerne rammer også i høj grad folk på arbejdsmarkedet, der ikke har børn. De er jo en del af den ferieplanlægning, som pludselig bliver presset i de uger, hvor institutionerne holder lukket, forklarer Lars Klingenberg, formand for Forældrenes Landsforening.

Bekymring og uro

Hos Lykke Halskov betød lukkeugerne ikke en ændring i sommerplanerne, da ferien ikke kunne flyttes. I stedet skabte alternativet med en midlertidige flytningen til en anden institution bekymring.

- Jeg havde det rigtig dårligt med det. Jeg syntes, jeg var en dårlig mor, der ikke engang kunne få planlagt at holde ferie, så mine børn ikke blev påvirket af deres børnehaves lukning. Det var ganske forfærdeligt, fortæller hun.

I 2007 indgik regeringen en aftale med Kommunernes Landsforening om at fjerne de løsrevne lukkedage. Men antallet af dage, hvor institutionerne holder lukket, er mod forventningen steget.

- Jeg synes ikke, at man kan byde forældre at skulle aflevere deres børn til nogle mennesker, man overhovedet ikke kender. Det vil jeg i hvert fald ikke gøre igen, så næste år skal jeg bare have fri i de uger, hvor børnehaven holder lukket, siger Lykke Halskov.

Har du oplevet, at dit barns institution har været lukket i sommerferien?

Facebook
Twitter