Lundby Efterskole inviterer indenfor: Sådan har retssagen påvirket skolen

Lundby Efterskole inviterer nu DR Nyheder indenfor på skolen. Det er første gang, skolen udtaler sig, siden dommen faldt i fredags.

På Lundby Efterskole er hverdagen så småt ved at vende tilbage, efter dommen mod skolen faldt i fredags. 10.-klasserne sidder til matematiktime og snakker sammen.

De smiler, og intet tyder umiddelbart på, at der for knap to år siden udspillede sig en tragedie for 13 af efterskoleeleverne, da de kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord. Syv af eleverne blev erklæret klinisk døde, mens en lærer omkom.

- Det var så uvirkeligt og hektisk og voldsomt chokerende, at man vidste ikke, hvem der levede, og hvem der var døde, siger skolens repræsentant Leo Iversen, da dr.dk besøger Lundby Efterskole her næsten to år efter ulykken.

Dom kan få principiel betydning

Til daglig er Leo Iversern friluftslærer for efterskolens adventure-hold, der er en af skolens fem linjer. Og selve sagen har påvirket skolen, siger han.

- Det har betydet, at både skolen og jeg tænker over, hvad vi laver med eleverne til dagligt. Jeg tænker meget over, om jeg kan blive hængt ud på tabloid-mediernes forsider, siger Leo Iversen.

Derfor mener han, at dommen kan få principel betyding for andre efterskoler.

Andre skoler støtter os

- Vi har været i kontakt med andre skoler, der opfordrer os til at anke forstanderens dom, fordi den netop er principiel.

Men er det ikke en enkeltstående handling, da en lærer sejlede ud i dragebåd i februar måned? I skal vel bare overholde sikkerhedsreglerne?

- Jo det skal vi helt sikkert. Det er der ingen tvivl om, men dommen ændrer ikke på, at vi har mere fokus på, hvad vi foretager os med eleverne, og i sidste ende kan det gå ud over eleverne, siger Leo Iversen.

- Skulle have udtalt os før

I januar startede retssagen mod Lundby Efterskole og dens forstander, Truels Truelsen. Undervejs nægtede skolen at udtale sig til medierne, og heller ikke da dommen faldt i fredags, ville skolen stille op til interview om, hvordan ulykken, retssagen og dommen har påvirket skolen.

Men onsdag valgte Lundby Efterskole at invitere DR Nyheder indenfor.

- Der var et behov for, at vi skulle have taget hånd om det meget tidligere, men vi havde også en frygt for at kunne skabe misforståelser, hvis vi udtalte os til pressen, men det er nok en af de største fejl, vi har lavet over for forældreflokken, at vi var for bange for at udtale os fordi vi var bange for at forværre situationen, fortæller Leo Iversen.

Dommen var chokerende

I retten blev skolen og Truelsen fundet skyldige i uagtsom legemsbeskadigelse. Skolen blev dømt til at betale 250.000 kroner i bøde, mens forstanderen fik 60 dages betinget fængsel og blev frakendt retten til at undervise børn i sejlsport.

- Den har jo både chokeret os, men det har også været en lettelse, at skolen erkendte en del af ansvaret. Det betød meget for mig, at de erkendte, at der var overtrådt en paragraf. Det var en form for lettelse for mig, at vi sendte det signal udadtil.

Retssagen, der fik sin afslutning i fredags varede lidt over tre uger. Og det er rart for både lærere og elever, at den er overstået nu, siger Leo Iversen.

- De nuværende elever har selvfølgelig kunnet mærke på os, at der foregik noget, og blandt lærerne har vi både længtes efter retssagen og frygtet den, siger han.

Hårdt at se eleverne i retten

Han var selv indkaldt som vidne og valgte at spørge dommeren, om han måtte sige noget til salens tilhørere inden sin vidneforklaring. Da dommeren nikkede ja til ham, vendte læreren sig om og fortalte, at han anerkendte deres sorg og undskyldte på forhånd for, hvis han under sin forklaring ville støde dem med nogle udsagn.

- Selve gennemgangen i retssagen var ikke rar. Det var ikke rart at opleve hvor hårdt det tog på eleverne i retten. For det er jo nogle elever, jeg har kendt godt, siger Leo Iversen.

Facebook
Twitter