Lundin skal undersøges for hashsalg i fængslet

Flere medlemmer af Folketingets retsudvalg kræver nu at få undersøgt, om den firedobbelte morder, Peter Lundin, står for indsmugling af hash og andre stoffer til fængslet Herstedvester.

(© Scanpix)

Flere medlemmer af Folketingets retsudvalg kræver nu at få undersøgt, om den firedobbelte morder, Peter Lundin, står for indsmugling af hash og andre stoffer til fængslet Herstedvester.

Det sker, efter TV Avisen i går kunne fortælle, at fængslet er magtesløst over for indsmuglingen af stoffer.

Shady Angel Schneekloth er en af de fanger, der misbruger hash i Herstedvester. Lige nu afsoner han en straf for drab og voldtægt. I perioder er han afhængig af den hash, som han let kan købe inden for fængslets mure.

-Det er jo let nok at få fat i noget hash. Hvis man er interesseret i at ryge noget hash, at få fat i noget hash, så gør man det, fortæller han.

Hemmelig rapport

DR Nyheder er kommet i besiddelse af en hemmelig rapport fra Herstedvester. I rapporten anklages netop den firedobbelte morder, Peter Lundin, for at stå bag indsmuglingen af hash i fængslet og for at sælge det videre til andre indsatte.

En ansat i Herstedvester har fortalt DR Nyheder, at Peter Lundin stort set dagligt får besøg i Herstedvester af én bestemt person, som indsmugler stoffer i kropsåbninger.

Og i rapporten beskrives det, hvordan Lundin angiveligt overtager stofferne under besøget og sælger dem videre i fængslet.

Peter Lundin er dog aldrig blevet sigtet, tiltalt eller dømt for den konkrete anklage.

Dørsalg

TV Avisen kunne i går fortælle, at fængselsledelsen godt er klar over, hvordan stofferne smugles ind, men alligevel ønsker de ikke at skærpe undersøgelsen af de besøgende.

- Vi kan ikke stille alle op på stribe og undersøge deres indre, understregede Inspektør ved Herstedvester, Hans Jørgen Engbo i går.

Peter Lundin er to gange tidligere blevet dømt for at være i besiddelse af hash og amfetamin i Herstedvester. I 2006 blev han - ifølge sin daværende advokat - også dømt for at sælge hashen videre i fængslet.

Advokaten, Peter Hjørne, siger til TV Avisen, at det var velkendt, at Lundin dengang stod for såkaldt "dørsalg" af hash til andre fanger.

Arnested for kriminalitet

Flere medlemmer af Folketingets Retsudvalg kræver nu anklagerne mod Lundin undersøgt.

- Jeg synes, det er ekstremt krænkende, at en person som Lundin sidder og gør det her, og det skal undersøges til bunds, påpeger Karsten Lauritzen.

Og Dansk Folkepartis Peter Skaarup er enig.

- Det må give anledning til dybe panderynker hos justitsministeren og aktiv handling, for jeg tror ikke, danskerne vil finde sig i, at fængslerne er arnested for kriminalitet, siger han til DR Nyheder

For Shady Angel Schneekloth er det er problem, at det er så let at få fat i hash, selv inde i Herstedvester.

- Jeg holder mig selv lidt fast i det sorte hul, men det gør, at der falder ro på.

Facebook
Twitter