Tema Kampfly

Lyd-professor: Nye kampfly vil opfattes dobbelt så støjende som de gamle

Fra jorden kan Danmarks nye Joint Strike Fighter-kampfly opleves markant mere støjende end de nuværende F16-fly.

Ifølge Forsvarsministeriet vil indkøb og drift af F35-kampflyet koste 66,1 milliarder kroner over de næste 30 år. (Foto: handout © Scanpix)

Danmarks nye kampfly F35 Joint Strike Fighter er blevet solgt som et mere slagkraftigt våben, der passer bedre til moderne krigsførelse end de nedslidte F16-fly.

Forsvarsminister erkender flystøj

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) meldte i dag ud, at Forsvaret stik imod tidligere meldinger må ud at købe de ejendomme, der er naboer til flyvestation Skrydstrup, hvor de 27 nye kampfly skal placeres.

I et brev til Folketinget skriver forsvarsministeren, at grænseværdierne for flystøj ikke vil kunne overholdes i alle områder nær flyvestation. Det vil heller ikke være muligt at gennemføre aften- og natflyvning med F-35 uden at overskride grænseværdien for terminalstøj trods de støjreducerende tiltag, der er mulige at etablere.

Men det er også et langt mere støjende fly, viser målinger foretaget af det fælles F35-programkontor Joint Program Office, JPO. Ved start, overflyvning og indflyvning ligger støjniveauet henholdsvis otte, ti og 14 decibel højere end F16-flyet i den udgave, som bruges i Danmark.

- Fra 103 til 112 decibel, som ved takeoff, er der knap ti decibel. Og det svarer til en subjektiv fordobling af lydniveauet, som er oplevelsen af lyd til forskel fra det fysiske lydniveau, siger Dorte Hammershøi, professor i lyd og hørelse ved Institut for Elektroniske Systemer, Aalborg Universitet.

Støjniveauet er blevet aktuelt, efter at det i dag kom frem, at byggeudgifterne til Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland er steget fra 400 millioner kroner til 650 millioner kroner ifølge det aktstykke, som Forsvarsministeriet har sendt til Folketinget.

Pengene fra puljen kan blandt andet bruges til at opkøbe "nogle ejendomme" og lave støjdæmpning omkring basen, skriver forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Lavfrekvente lyde opleves som kraftigere

Forudsat at der er tale om en nogenlunde ens lyd, vil en gennemsnitlig person næppe bemærke det, hvis støjforskellen på to fly ligger på tre decibel eller derunder.

Men lydoplevelser udvikler sig eksponentielt ved større forskelle, når der er tale om høje støjniveauer. Og på længere afstand af F35-flyet vil niveauforskellen fremtræde endnu tydeligere, fordi de lavfrekvente lyde bliver mere dominerende.

Sådan er det også med støj fra vindmøller, forklarer Dorte Hammershøi.

- Når lydspektret er lavfrekvent, kan man risikere, at ti decibel vil svare til en subjektiv mangedobling af lyden. Men når det er sagt, så giver loven jo beskyttelse mod støjgener. Reglerne er jo ikke blevet lavet om, siger hun.

Flykender bekræfter markant støjforskel

Andreas Krog, der er flykender og redaktør på sitet nytkampfly.dk, har fulgt intenst med i processen omkring købet af de nye kampfly siden 2008.

Han var tilstede under øvelsen Red Flag på luftbasen Nellis ved Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada sidste år, hvor han oplevede lyden fra F35-kampflyet i forhold til både F-15, F16 og Eurofighter-flyet.

- Flystøj er som sød musik i mine ører. Men der er ingen tvivl om, at F35 larmer mere end andre fly. Det var meget tydeligt at høre. Det var næsten som om, at den bygning, vi opholdt os i, var ved at falde fra hinanden, siger han.

Det høje støjniveau skyldes primært motoren og de bageste dimensioner på et F35-fly sammenlignet med eksempelvis et F16, fortæller Andreas Krog.

- Der er meget kort fra motoren til udstødningen i forhold til F16 og andre traditionelle kampfly. Det giver markant mere støj, siger han.