Lydfiler viser at politi gik i aktion mod Tibet-flag

"Tag flaget fra dem," lød en politiordre under den kinesiske præsidents besøg. Lydfilen er afspillet i Landsretten.

På billedet bliver en demonstrant med et Tibet-flag beordret væk fra Christiansborg Slotsplads, hvor der ikke var tilladelse til at demonstrere (arkivfoto). (Foto: © Jens Conrad-Petersen, DR)

Stik imod den officielle forklaring greb politiet ind over for personer med Tibets flag, da Kinas præsident i 2012 besøgte København.

Det fremgik af en sag i Østre Landsret, hvor seks borgere har anlagt sag mod Københavns Politi. De mener, at de ulovligt blev frihedsberøvet, fordi de havde et Tibet-flag og under sagen blev lydfiler fra politiets radiokommunikation afspillet.

Tidligere har byretten afvist påstanden for fem af de seks borgeres vedkommende. Derimod blev en mand i Kongens Have frihedsberøvet ulovligt i godt en times tid, har byretten fastslået.

Officielt en mistanke om narko

Nu ruller sagen videre i landsretten, hvor tre dommere præsenteres for en stribe mere eller mindre skrattende politi-meldinger.

"Et styk kvindelig tilskuer bortvist nede fra Amalienborg, Amaliegade. Hun var i besiddelse af et frit Tibet-flag," lyder det på et tidspunkt.

Senere samme dag havde politiet fat i den samme kvinde ved Den Lille Havfrue. I politiets interne papirer står, at hun blev visiteret, fordi hun ville vise det tibetanske flag til den kinesiske præsident. Officielt blev hun trukket væk på grund af en mistanke om narko.

- Tag flaget fra dem, kom

Flere gange giver betjente meldinger om personer med Tibets flag.

På et tidspunkt spørger en politipatrulje: "Skal vi tage flaget fra dem, eller hvordan?"

Svaret kommer prompte: "Tag flaget fra dem, kom!"

Har afvist at gå efter flag

Tidligere har politikerne i Folketingets retsudvalg imidlertid fået at vide, at politiet ikke gik efter Tibets flag.

I et svar fra daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) afviste Københavns Politi 9. april sidste år, at politiet havde haft til opgave at forhindre fredelige demonstrationer, "herunder fremvisninger af tibetanske flag."

Retssagen i landsretten fortsætter i morgen, og dommen ventes senere.

/ritzau/