Lydprofessor om nye kampfly: Hvorfor har man ikke målt støjen hos naboerne?

Ekspert undrer sig over målinger af F-35-fly. Nærmeste naboer ikke taget med i beregninger.

Danmarks F16 kampfly på Flyvestation Skrydstrup (foto) bliver i 2023 erstattet af en ny type kampfly, som støjer mere. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

At bo ved siden af flyvestationen, hvor Danmarks kommende F-35-fly skal lette og lande fra, kan blive en støjende affære for de nærmeste naboer.

De nye kampfly larmer endnu mere end Danmarks nuværende kampfly, F-16, og derfor undrer det professor i lyd og akustik på Aalborg Universitet Dorte Hammershøi, at Forsvarsministeriet ikke har medtaget støjgenerne for de 41 nærmeste naboer i en rapport, da man i 2015 skulle beregne støjen fra de nye kampfly.

-Det undrer mig, at man ikke har startet med at regne på naboerne tættest på, fordi konsekvenserne for dem selvfølgelig vil være værre hos dem end de naboer, der ligger længere væk, siger Dorte Hammershøi.

Målte 14 kilometer væk

Jyllands-Posten har set nærmere på rapporten og her fremgår det blandt andet, at Forsvarsministeriet lægger vægt på målinger fra for eksempel Haderslev.

Byen ligger 14 kilometer væk fra landingsbanen på Flyvestation Skrydstrup.

- Normalt ville man starte med at interessere sig for de nærmeste naboer og derefter lave støjberegninger, til man kommer længere og længere væk, hvor naboerne til sidst ikke er generet af det, siger Dorte Hammershøi.

Forsvarsministeriet afviser, at der er manipuleret med støjmålingerne. Ministeriets forklaring er, at man brugte beregningerne til at sammenligne, hvor meget de tre flykandidater F-35, Eurofighter og F-18 Super Hornet støjede, da man skulle vælge, hvem af dem, som Danmark skulle købe.

Allerede plaget af F16-støj

Ifølge professoren viser støjberegningerne fra F-35-flyene ret høje niveauer, og derfor vil forholdene ikke blive bedre, når de nye fly lander. Tværtimod. Det bliver 'stærkt generende', vurderer hun.

De 41 naboer var allerede udpeget til at bo i et område, hvor larmen fra F-16-flyene var tydelig.

- Naboerne er allerede plaget med F-16-flytypen, og når der så kommer en ny type, som støjer mere, så vil det blive værre end hidtil, siger professoren.

Og der vil ifølge Dorte Hammershøi ydermere være naboer, som ikke tidligere har været generet af støjen, men som fremover vil kunne mærke lyden fra de nye fly i deres hjem.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har ikke ønsket at kommentere historien fra Jyllands-Posten. Men så sent som i sidste uge, sagde Venstre-ministeren på et samråd, at støjen fra de nye kampfly skal begrænses mest muligt.

- Nu skal vi se støjberegningerne, men det ligger klart, at de støjer mere, og de overskrider, og det må vi lære at håndtere.

- Jeg vil gerne give den sikkerhed, at det er noget, vi er dybt optaget af at løse så godt, vi overhovedet kan, sagde han.

Det er allerede blevet besluttet at rykke F-35-komplekset fra flyvestationens nordvestlige hjørne til det sydvestlige hjørne efter et borgermøde i starten af marts.

Konsekvensen bliver, at anlægsprocessen bliver forsinket i seks til 12 måneder, og at regningen bliver ca 260 millioner kroner dyrere.

Men det skulle betyde, at der ikke længere er beboere i område, som må flytte på grund af støj.