Lykketoft afviser alle konspirationsteorier om Bilderberg

Mogens Lykketoft har tre gange deltaget i møder i Bilderberg-gruppen, der mødes i København lige nu, og han afviser alle konspirationstanker.

Mogens Lykketoft, formand for Folketinget, har tre gange været inviteret til Bilderberg-møder. (© DR)

Bilderberg-gruppen, der i disse dage mødes på Hotel Mariott i København, bliver ofte kritiseret for at være en eksklusiv lukket loge, og nogle kalder gruppen en jødisk sammensværgelse, som vil overtage verdensherredømmet.Det bliver klart afvist af Mogens Lykketoft, formand for Folketinget, der i 2003, 2005 og 2007 deltog i Bilderberg-møder i henholdsvis Paris, München og Istanbul.- Jeg kan tilbagevise alle forestillinger om konspiration. Nogle af deltagerne har formidabel stor indflydelse - tilsammen eller hver for sig. Så også for en demokratisk politiker, som godt vil vide, hvordan verden ser ud, og hvordan man kan påvirke den, bliver det utroligt interessant at være med, siger han.

Nina Munch-Perrin, erhvervskorrespondent i DR, siger, at man ikke ved, hvad der kommer ud af møderne, at man ikke beslutter noget, men at dagsordenen offentliggøres inden hvert møde.- Deltagerne mødes under ed om ikke at sige noget om det, der bliver diskuteret. De siger selv, at det handler om at blive klogere, men man skal ikke være blind for, at når så indflydelsesrige mennesker mødes, bliver deres holdninger enten rodfæstet eller udfordret, siger hun.Nina Munch-Perrin mener, at dette års deltagere er ældre, hvide mænd. Bilderberg er kendt for at finde folk, som bliver til noget senere, og i den forbindelse mangler hun Robert Mærsk Uggla på deltagerlisten. Han er barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller og søn af næstformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og netop indtrådt i koncernens bestyrelse.

Driften af Bilderberg-organisationen betales af rige fonde og familier som amerikanske Rockefeller og svenske Wallenberg.Mødet i København betales af Lundbeck-fonden, der får sine penge fra medicinal-firmaet Lundbeck, Falck-koncernen og Carlsberg-fonden./DR Nyheder/

Facebook
Twitter