Lyntest giver svar på 15 minutter: Firma er klar til at masseteste alle danskere

Mens flere andre lande lyntester for at inddæmme smitte, satser Danmark på mere træfsikre test.

Lyntestene er mindre præcise end dem, Danmark bruger i den brede teststrategi, men de kan bruges i massetest til at inddæmme smitte, mener ekspert. (Foto: CHRISTIAN BRUNA © Scanpix)

En privat dansk virksomhed, der lyntester for coronavirus, er klar til at sælge millioner af test til staten, så det bliver muligt at masseteste alle danskere.

Det kunne være et godt værktøj til at finde frem til flere smittede på et afgørende tidligt tidspunkt og begrænse spredningen af virus, vurderer lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreassen fra Roskilde Universitet, der forsker i sygdomsspredning.

- Corona er en rimelig hurtig virus. Fra man bliver smittet, til man kan smitte andre, går der typisk et par dage. Og derefter går der et par dage, hvor man ikke ved, at man er smittet, fordi man ikke har symptomer endnu, siger Viggo Andreassen.

- Man er meget smitsom i den periode, og man er ikke syg, så der er ingen grund til at ligge hjemme i sengen. Så det er faktisk den periode, man allerhelst vil finde smittede personer.

Der er to typer private coronatest

  • PCR-testen er ligesom den, der bruges i det offentlige testsystem. Den kræver en laboratorieundersøgelse, og det tager derfor længere tid at få et svar. Men man kan typisk få svar samme dag eller næste dag.

  • Antigen-testen er en hurtig test, der kan foretages på stedet i samme stil som en graviditetstest eller en streptokoktest. Den type test er mindre følsom og virker bedst, hvis man har tydelige symptomer. Til gengæld kan man få svar på 15-30 minutter.

Supplement til de hvide telte

I Danmark er de hurtige test ikke en del af det brede, offentlige testsystem.

Her foregår testningen med såkaldte PCR-test. Et typisk testforløb kan være, at man møder op i et af de hvide testtelte, der er blevet opført rundt omkring i landet, og bliver podet i halsen. Herefter bliver prøven sendt til et laboratorium, og svaret lander inden for en til to dage.

Ifølge Statens Serum Institut er resultatet af PCR-testene cirka 98 procent sikkert.

Med en lyntest kan man møde op ved et privat testcenter, betale nogle hundrede kroner for at blive podet i næsen og få et svar efter cirka 15 minutter.

Resultatet af disse test – de såkaldte antigen-test – er ifølge Statens Serum Institut cirka 60 procent sikkert.

Virksomheden Copenhagen Group importerer lyntest fra Sydkorea og har åbnet et testcenter i Bella Center på Amager i København, men vil også gerne sælge test til staten, så flere kan blive testet.

Helt konkret oplyser virksomheden, at den kan skaffe seks millioner lyntest inden for en uge.

Argumentet for at bruge lyntestene trods den lavere træfsikkerhed er ifølge administrerende direktør Jeppe Handwerk, at svaret foreligger med det samme, og at det derfor kan gå hurtigere med at opdage og bryde smittekæder.

- Vi kan teste alle dem, vi vil. Men hvis vi ikke giver folk et svar med det samme – isolerer dem med det samme – så fortsætter det her, siger Jeppe Handwerk.

Jeres test er ikke lige så god som den, vi kender fra de hvide telte, så risikerer I ikke at give folk en falsk tryghed?

- Nej, tværtimod. Vi er jo et supplement til de hvide telte, så vi er i stand til at lave en meget hurtigere screening af en stor eller lille befolkningsgruppe, og vi kan inddæmme de syge, de raske smittebærere og dem med symptomer. Dér kan denne test bruges, siger Jeppe Handwerk.

Jeppe Handwerk har gennem en længere periode forsøgt at få de danske myndigheder til at tage hans lyntest i brug. Han afviser, at det alene er et spørgsmål om profit.

- Jeg har absolut ingen problemer med at tjene penge på noget, der kan være med til at gøre en forskel og til at stoppe denne epidemi. Jeg mener, at alle værktøjer fra værktøjskassen skal bruges til at inddæmme, stoppe og lave smitteopsporing. Det er det vigtigste for os, siger han.

Copenhagen Group mener selv, at deres test er omkring 90 procent sikker, mens Statens Seruminstitut altså sætter træfsikkerheden af lyntesten væsentligt lavere.

Men uanset, om lyntestene rammer rigtigt i 60 eller 90 procent af tilfældene, kan en massetest med hurtige svar være med til at bryde smittekæder og dermed få smitten til at dykke i Danmark, vurderer lektor Viggo Andreassen.

- En massetest ville være det samme som en god lang uges nedlukning, siger han.

Hvad med de øvrige 40 procent?

Andre lande har allerede massetestet befolkningen med lyntest. I Slovakiet testede man over tre millioner borgere i løbet af to weekender, og derefter fulgte et pænt fald i antallet af nye smittede.

I Østrig gør myndighederne sig klar til at påbegynde massetest fra i morgen. Målet er at hurtigteste millioner af østrigere før jul.

Hos Statens Serum Institut peger den nytiltrådte direktør, Henrik Ullum, dog på en række ulemper ved lyntestene, ligesom Sundhedsstyrelsen har frarådet brugen af lyntest til personer med coronasymptomer og nære kontakter til smittede.

- Sådan en hurtigtest er ikke nær så følsom, som de test vi normalt bruger. Så hvis vi har 100 smittede, vil sådan en test typisk kun fange de 60. Og der er vi selvfølgelig bange for, hvad vi så gør med de resterende 40 smittede. Vil de være lige så gode til at isolere sig, risikerer de at smitte andre, og får vi brudt de smittekæder, de har været en del af?, siger han.

Derudover fremhæver han, at Danmark målt i forhold til antallet af indbyggere har en af de største testkapaciteter set i forhold til de lande, vi typisk sammenligner os med.

Derfor er behovet for hurtigtest ifølge Henrik Ullum mindre i Danmark.

- Når vi kigger ned i værktøjskassen, så er standardtestene – PCR-testene – det bedste og mest præcise værktøj, vi har. Så det er derfor, vi ikke bare siger, vi skal køre for fuld gas med hurtigtest. Men det er klart, det er et stykke værktøj, vi kan overveje at bruge, især hvis vi vil have diagnosticeret flere smittede.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter