Lyntest på skolerne kan reducere smitten med op til 55 procent

Når skoler og ungdomsuddannelser igen åbner for et begrænset antal elever, bliver det på baggrund af en massiv testindsats.

På ungdomsuddannelserne er det et krav, at man lader sig teste, mens det for grundskolerne er 'en kraftig opfordring'. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

To ugentlige coronatest per elev. Dét skal være med til at sikre, at de unge igen kan komme tilbage på skolebænken uden at smittetallene eksploderer.

Men vil de mange test holde smitten for døren?

Det har et hold forskere netop regnet på. En af dem er Kim Sneppen, der er professor i biokompleksitet ved Niels Bohr Instituttet.

Han kalder effekten af to ugentlige coronatest for markant.

- Det er det da. For pokker - skadevirkningen af at åbne skolerne bliver halveret, siger Kim Sneppen.

To test om ugen vil ifølge forskernes beregninger nemlig give 'en smittereducerende effekt', som det hedder, på mellem 36 og 55 procent.

Det vil både begrænse den generelle smitte i samfundet, der uundgåeligt kommer, når skolerne igen slår dørerne op, og så kan de unge og lærerne gå lidt tryggere ind i klasseværelset.

- Det betyder helt konkret, at hvis du er syg, vil du smitte halvt så mange, som hvis man ikke tester, og du bliver også selv udsat for halvt så meget smitte, siger Kim Sneppen.

Men kun hvis alle er med på den.

- Lader kun halvdelen sig teste, bliver effekten den halve, siger han.

Ingen tvang i grundskolen

Fra på mandag kan elever på alle Bornholms grundskoler og ungdomsuddannelser vende tilbage til klasseværelset, mens det samme gælder for afgangselever i Nord- og Vestjylland.

ungdomsuddannelserne bliver det et krav, at eleverne lader sig teste to gange om ugen, men det er det ikke for eleverne i grundskolen. Her er det ‘en kraftig opfordring’.

Også Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet og medforfatter til rapporten, fremhæver, at det kun holder, hvis de unge rent faktisk tager testen og isolerer sig, hvis den er positiv.

- Smittemæssigt ser det ud til at være en god idé, men det helt afgørende er jo, at man rent faktisk lader sig teste.

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, er en af dem, der arbejder på at forudsige smitten for regeringen (arkivfoto).

Viggo Andreasen er også med i den gruppe, som har lavet de matematiske modeller til regeringen. Og her viser prognoserne for skoleelever i klasseværelserne, at det er dem, der giver størst smitteudbredelse og flest indlagte covid-19-patienter.

- Det lidt kedelige er, at skoler simpelthen fylder sindssygt meget i det her - de kurver går lodret opad, siger han.

Britisk variant er en joker

Børn og de helt unge har ellers tidligere i epidemien været mere forskånet for smitte end resten af befolkningen.

Men det kan den britiske variant B117 måske lave om på. Den smitter mere end den oprindelige covid-19, men gælder det også for børn og unge?

Det er der noget, der tyder på, lyder det fra lektor Viggo Andreasen. Flere steder i landet udgør de 0 til 9-årige eksempelvis lige nu den største gruppe af smittede.

- Der er tilfælde i øjeblikket, hvor de små skolebørn bliver inficerede, så det gør os lidt bange for, hvad der sker med den britiske variant. Men vi ved det ikke, siger Viggo Andreasen.

Den britiske mutation har kun været dominerende i Danmark i kort tid, og den relativt lave smitte lige nu betyder, at der endnu ikke er nok data om B117.

Men én ting er sikkert, mener forskerne. De mange test er ikke nogen garanti for, at man undgår smitte.

Smitteudbrud er uundgåelige

Vi vil komme til at se lokale smitteudbrud på de åbne skoler.

- Men vi vil opdage dem tidligere. Ser vi noget, der ligner et udbrud, vil vi skynde os at lukke ned. Og vi vil se det en hel uge tidligere med test, end vi ellers ville gøre, siger Viggo Andreasen.

Unge har ofte ikke symptomer, når de er smittede, og derfor kan smitten få lov at løbe i længere tid, hvis ikke man tester.

- Det er ikke en sovepude - det er en mulighed for at komme tilbage i skolen. B117 er voldsomt smitsom, og det her er et ekstra lag oven på afspritning og afstand. Vi kan mindske risikoen, men vi kan ikke give nogen garanti.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk