Lynuddannelse breder sig: Akademikere kan blive til eftertragtede pædagoger

Pædagoguddannelse for akademikere slår dørene op i Aarhus og Odense.

Den nye uddannelse er kortere og indeholder mere praktisk arbejde, der er lønnet. Arkivfoto (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

Pædagogmanglen presser de danske daginstitutioner og bosteder. Samtidig har regeringen indført minimumsnormeringer, der sætter grænser for, hvor mange børn der må være per voksen i børnehaver og vuggestuer.

For at få flere hænder ud i institutionerne, oprettes der nu særlige pædagoguddannelser i Odense og Aarhus for personer, der allerede har en anden uddannelse.

Der er allerede 180 studerende i gang med den såkaldte merituddannelse på Københavns professionshøjskole, og nu spreder uddannelsen sig. Den tager ét år mindre end den normale pædagoguddannelse og består af mere praktisk arbejde, som er lønnet.

I Aarhus håber man at kunne optage mindst 20 studerende på det første hold efter sommerferien.

- Baggrunden er, at der mangler rigtig mange pædagoger i Aarhus. Og så har man gjort sig erfaringer med modellen i København – og de er gode.

- Derfor vil vi også rigtig gerne i gang, siger uddannelsesdekan Susanne Tellerup, der er uddannelsesdekan på VIA University College i Aarhus.

Minister ser gavnlig effekt for alle

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) ser flere fordele ved den nye uddannnelse.

- Det vil være et par hundrede flere om året, der kan blive færddiguddannet via den her ordning. Det kan være folk, der har svært ved at finde arbejde eller ikke længere vil lave det, de er uddannet som. Her kan de komme ind og være til kæmpe gavn, siger han.

Ministeren anerkender dog, at den almindelige pædagoguddannelse er den mest afgørende faktor for, hvor mange pædagoger der kommer ud i samfundet.

Pædagoguddannelsen optager flere tusinde studerende om året, men på trods af regeringens ambitioner, er der ikke sket en stigning i antallet af ansøgere i de seneste ansøgningsrunder.

Derfor understreger ministeren, at han fortsætter med at se på, hvordan han kan løfte pædagoguddannelsen i fremtiden.

- Der har været et bekymrende fald i ansøgningerne på pædagoguddannelsen. Det er et nøglepunkt for vores samfund, at vi har nok pædagoger. Og vi skal også styrke den almindelige pædagoguddannelse. Det ligger også på mit bord, forklarer ministeren.

Bupl: Pædagoguddannelsen skal være hovedvejen

Hos Bupl glæder det formand Elisa Rimpler, at der kommer endnu flere veje ind i pædagogfaget, og hun ser god mening i at udvide merituddannelsen, som har vist sig populær i København. Men samtidig peger hun på, at det i længden er en for dyr og uhensigtsmæssig måde at uddanne pædagoger på.

- Den direkte og billigste vej for samfundet er pædagoguddannelsen, og det skal selvfølgelig være hovedvejen til at skaffe flere pædagoger. Her mangler vi altså stadig at se en plan fra regeringen, som kan styrke uddannelsen og vende udviklingen med faldende ansøgertal.

I Aarhus ligger den nye merrituddannelse under VIA University College, mens det i Odense er UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, der står for tilbuddet.