Mads & Monopolet holder fast i Søren Pind

Søren Pind og Mads Christensen forbliver gæster i radioprogram trods kontroversielle udtalelser om terror i Norge.

Mads Steffensen er vært i 'Mads og Monopolet' på P3 (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Mikrofonen vil ikke blive tage fra integrationsminister Søren Pind eller den notoriske blærerøv Mads Christensen.

De to stemmer vil fortsat kunne høres i det populære og prisvindende radioprogram Mads & Monopolet, hvor de sammen med andre kendte giver gode råd til lytterne hver lørdag.

Begge fastholdes som gæster på trods af, at de er kommet med kontroversielle udtalelser i forbindelse med fredagens massakre i Norge.

- Vi har foreløbig ingen planer om at udelukke dem fra programmet, siger souschef på P3 Christian Ottenheim.

Kontorversielle udtalelser

Søren Pind har på sin lukkede Facebook-profil sammenlignet den norske massemorder og terrorist Anders Breivik med de aktivister, der kæmper mod et testcenter for vindmøller i Østerild Plantage.

Han har dog til JP givet udtryk for, at han er klar til at komme med en offentlig undskyldning, selv om han føler sig misforstået.

Mads Christensen har i en klumme i B.T. kritiseret, at ingen af ofrene eller de overlevende på øen Utøya overmandede Anders Breivik.

- Det er vores opgave at hente gæster ind, der forholder sig konkret og bramfrit til de dilemmaer, som lytterne har. De er sådan set i deres gode ret til at sige, hvad de vil uden for programmet.

Ingen dårlige eksempler

Er der ingen grænser for, hvad de må sige uden for programmet?- Det er klart, at vi bliver nødt til at forholde os til deres kommentarer, hvis de er injurierende eller på nogen måde bryder med straffeloven, siger Christian Ottenheim.

Men det er et program, som rådgiver om livets forhold. Er der ikke også en etisk grænse, som ikke er defineret af straffeloven?- Det må komme an på en konkret vurdering. Måske du kan finde et eksempel, som er så langt ude, at vi bliver nødt til at reagere på det, men det har vi altså ikke været ude for endnu, slutter P3's souschef.

Facebook
Twitter