Mads på 34 mistede sin søn og børnenes mor: Syv fremmede mænd hjalp ham videre

I projektet Kom Videre Mand fandt Mads Lybæk styrken til at rejse sig på ny.

De seneste ti år har 34-årige Mads Lybæk oplevet flere tragedier, end de fleste gør i et helt liv. Faktisk har han nok været igennem flere nedture, end man overhovedet kan begribe.

Det her er historien om en ung mand, der igen og igen og igen bliver udsat for noget af det værste, livet kan udsætte en for.

Det er historien om en ung mand, der ikke kan mere, men bliver nødt til det. Og til sidst får hjælp til det fra en noget uventet side.

Lad os begynde fra starten af.

Mads er vokset op i den lille by Als ved Hadsund i Østhimmerland sammen sin bror og forældre. Senere flyttede han til Aalborg, hvor han blev kandidat i politik og administration på universitetet.

En kompliceret fødsel

I 2009, mens han stadig studerede, blev kæresten gravid.

- Hele graviditeten gik normalt, og vi glædede os rigtig meget, som alle gør med det første barn. Det var et helt normalt forløb, og hun gik en uge over tid. Men det var godt nok en stor dreng, der vejede næsten fem kilo, fortæller Mads.

Størrelsen på barnet gjorde fødslen utrolig kompliceret, og det endte med, at veerne begyndte at modarbejde, så sønnen ikke kunne komme ud.

- Til sidst var der en meget stærk overlæge, der nærmest måtte flå ham ud, efter de havde prøvet alt andet. Men det havde taget så lang tid, at han var skindød.

De første 11 minutter efter fødslen blev brugt på at genoplive sønnen, og han kom igennem en masse behandling. Lige lidt hjalp det. De første prøver af hans hjerneaktivitet viste, at han i princippet var hjernedød, og det var kun respiratoren, der holdt ham i live.

- Han lå i respirator i otte dage, indtil han gav op, og vi valgte at stoppe den livgivende behandling.

Skaderne, han pådrog sig under fødslen, ville betyde, at han højest sandsynligt både ville have været lam, døv, stum og blind. Derudover viste undersøgelserne også, at han havde en sjælden genetisk defekt i sine luftveje, og der var også fejl på hjerte og lunger.

- Min kæreste og jeg var fuldstændig knuste. Den slags kan gå to veje. Enten bliver det så voldsomt, at man går fra hinanden, eller også bliver man forbundet tættere, og det skete for os.

En dreng på 1100 gram

Mads og kæresten brugte den efterfølgende tid på at finde ud af at være i det – i smerten og sorgen.

- Uanset hvordan man mister et barn, er det noget af det værste, der kan ske. Jeg endte nok et eller andet sted, hvor jeg fik noget PTSD, fordi det var så voldsomt, siger han med henvisning til lidelsen posttraumatisk belastningsreaktion.

De kæmpede sig dog igennem de kommende år, og de blev gift i processen i 2010. De var klar til at prøve at få et barn igen.

Denne gang måtte de først igennem fertilitetsbehandling, men konen blev gravid, og graviditeten gik egentlig som planlagt – lige indtil den ikke gjorde det længere.

Hendes krop begyndte at gøre modstand mod barnet, og sønnen måtte tages ud ved kejsersnit tre måneder for tidligt. Han vejede 1100 gram.

- Det var så voldsomt. Vi kom ind på den selvsamme stue på neonatalafdelingen (afdeling for for tidligt fødte børn, red.), hvor vi havde mistet vores første søn. Det var jo deja-vu. Når de er så små, ved man ikke, hvordan tingene udspiller sig.

Mads satte sig ned i hjørnet ved radiatoren, hvor han sad tre år forinden. Han gennemspillede det hele i sit hoved og kunne ikke lade vær med at tænke: "Var vi dømt til, at historien skulle gentage sig?"

Og selvom han godt ved, at det kan lyde vanvittigt, chokerede situationen ham egentlig ikke. Han forsøgte at bruge erfaringerne fra sidste gang.

For at den tidlige fødsel ikke skulle være nok for den lille dreng, så fik han efter fødslen også en svær hjerneblødning, der påvirker ham den dag i dag. Han er mentalt retarderet, autist og har flere andre diagnoser.

(Foto: Illustration: Mette Ehlers © dr)

Tredje gang er lykkens…

Efter to så voldsomme fødsler ville de fleste par nok sige, "nok må være nok." For hvordan finder man modet til at prøve igen, når man allerede har mistet et barn, mens det andet har flere tunge diagnoser?

- Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det mod. Det var nok mere lysten til livet. Min søn har jo hele tiden været en dejlig dreng, og vi så ham jo bare som den, han var.

- Jeg ville også gerne se tingene gå i den rigtige retning, og at man kan se sine børn vokse op. Det var min drivkraft, forklarer Mads.

To år senere var parret gravide for tredje gang – denne gang med en pige. Men som Mads siger, så blev det til et deja-vu gange to.

I 2014 blev datteren født to og en halv måned for tidligt, vejede 1400 gram og havde en hjertefejl. Mads stod nu for tredje gang på den samme afdeling, på den samme stue med de samme sygeplejersker, som i årene før havde set ham miste en søn og få en anden med svære handikap.

Det viste sig dog, at datteren hurtigt udviklede sig, og hun var derfor hurtigere ude af hospitalet.

- Piger har åbenbart en anden robusthed i forhold til at være født for tidligt, for den dag i dag har hun ikke mén af det, siger Mads.

En skilsmisse og en tur mod bunden

Selvom det så ud til, at den lille familie nu kunne begynde at tage små skridt i den rigtige retning, så var skaden sket med ægteskabet. Mads blev derfor skilt kort tid efter, datteren var kommet hjem.

- Der er kun så mange ting, et forhold kan tåle. Det var mange år i samme riller og nogle gange et helvede. Det slider bare. Selvom man er fælles om børnene, så er det netop dem, det handler om. Man glemmer sig selv, og så bliver man fremmede for hinanden, fortæller han.

De efterfølgende år var de stadig gode venner og fælles om alle beslutninger om børnene. De havde også hver deres forhold, der dog ikke holdt. Ifølge Mads måske netop grundet børnenes tilstand.

Han var i en form for limbotilstand, hvor han ikke vidste, hvilken retning han skulle gå, hverken med privatlivet eller på jobfronten. Han havde det svært med, at alt handlede om børnene, og frustrationerne byggede sig op.

Så han gjorde, som mange andre mænd gør – han isolerede sig.

For omkring et år siden flyttede han ind i en lille lejlighed i den lille by, han kommer fra, for at have familien og venner tættere på. Men på trods af tætte forhold gav det bagslag.

Dominobrikkerne vælter

I stedet isolerede han sig mere og mere og rodede med sine egne tanker, mens han opretholdt en facade udadtil. Dominobrikkerne begyndte at vælte.

Ekskonen havde været meget syg i en længere periode, hvorfor han havde børnene samtidig med, at han havde det "rigtig træls", som han siger på klingende nordjysk.

Han ved den dag i dag ikke, hvad det var, der kørte ham ud over kanten, men flere dårlige beslutninger gjorde, at han til sidst blev ligeglad med dem, han holdt allermest af, mens han gemte sig mere væk.

- Jeg gik jo i hundene. Jeg var ligeglad med alt, hvad der hedder oprydning, rengøring, personlig hygiejne. Det stod helt af. Depoterne var fuldstændig tomme.

En dag han afleverede børnene hos ekskonen, tog hun fat i ham og sagde, at nu gik den altså ikke længere. Hun ringede til Mads' mor, så de kunne snakke om tingene. Ekskonen blev primus motor i at få ham op af det hul, han var endt i.

- Den formiddag var jeg nærmest i trance. Jeg havde ikke kontrol over mig selv. Ingen følelser. Jeg var fuldstændig væk. Jeg skubbede mine børn fra mig og sagde bare, jeg ville væk herfra. Min eneste tanke var at hoppe ud fra en bro.

Mads blev indlagt på psykiatrisk skadestue. Det ville måske gøre de fleste kede af det, men for ham var det en lettelse at blive umyndiggjort. Selvom han var lukket inde, følte han sig fri.

(Foto: Illustration: Mette Ehlers © dr)

Udskrevet til helvede

Mads overnattede to nætter på psykiatrisk skadestue, inden han blev udskrevet, så han kunne bo hos forældrene, hvor han nærmest var under opsyn. Det gik et skridt frem og to tilbage, så han blev indlagt igen.

Ekskonen ville dog gerne have ham hjem til børnene, og da det også var det, han havde allermest lyst til, blev han udskrevet, så han kunne bo hos dem.

Han kom hjem til dem om eftermiddagen, hvor han lagde børnene i seng, som han plejede, og sov hos dem.

Inden de gik i seng, havde ekskonen fortalt, at hun ikke havde det så godt. Årene forinden havde hun været indlagt flere gange og havde fået en meget blandet diagnose med blødersygdomme og svigtende organfunktion i især leveren.

Alle tingene pegede i den forkerte retning. Hun var adopteret, så Mads og lægerne kendte ikke hendes sygdomshistorik.

Morgenen efter Mads var blevet udskrevet, stod han op, som han plejede, sammen med børnene. Han sov ofte hos dem, da det var ham, der kørte dem i institution.

De gjorde sig klar til at komme afsted og gik ind for at sige farvel til deres mor.

- Jeg kunne se, at der var noget galt fra første færd, da vi åbnede døren. Hun lå ikke i sengen, som hun burde, men lå nede på gulvet. Hun har nogle gange ligget på køkkengulvet for at afhjælpe smerter, men den her gang var den helt gal.

Hun var død af en indre blødning, da et blodkar var sprængt i tarmsystemet. Hun stod ikke til at redde – heller ikke hvis hun var kommet på hospitalet.

- Det var jo helt ekstremt, at det lige skulle ske dagen efter, jeg blev udskrevet fra psykiatrisk skadestue for at være sammen med familien. Det er jo Murphys lov. Det, der kan gå galt, går som regel også galt. Det har jeg jo efterhånden levet efter i mange år, siger Mads.

(Foto: Illustration: Mette Ehlers © dr)

Nu kan det være nok

Her stod Mads i starten af trediverne med en psyke, der var presset til det yderste, og to små børn midt i et kaos med ambulancer og politi. I stedet for at give op, gjorde han det modsatte.

- Den dag kom der nærmest en indre overlevelsesdrift op i mig. Nu kunne det være nok. Nu er det din tur. Nu skal du tage styr på tingene, ikke tingene, der skal styre dig længere.

Den første tid efter, børnene mistede deres mor, gik med at passe på børnene. Men da tingene var ved at lægge sig igen, og børnene var okay, vidste han, at han blev nødt til at passe på sig selv. Ellers var det et spørgsmål om tid, før han ramte bunden igen.

Han havde før været igennem forløb med psykologer og andre fagpersoner, men han kunne mærke, at det ikke var det rette for ham denne gang.

Derfor kontaktede han Mandecenteret i Aalborg, der sendte ham i retning af projektet Kom Videre Mand. Her mødes otte fremmede mænd i alle aldersgrupper en aften om ugen otte uger i træk for at tale om deres problemer i et lukket forum – store som små.

Her mødte han Knud Kristensen, der var mødeleder og faciliterede selvhjælpskurset. Knud husker tydeligt første gang, han hørte Mads’ historie.

- Det er jo en speciel historie. Når Mads fortæller sin historie, hvilket han gjorde rigtig fint første aften, så efterlader det nogle stærke indtryk. Og alene det at høre hans historie gør, at de syv andre får lidt svært ved at holde fast i deres selvmedlidenhed, fortæller han.

Farve i kinderne og lys i øjnene

67-årige Knud har 46 år i den finansielle sektor bag sig – mange af dem med ledelsesansvar. Da han gik på pension, var han meget bevidst om, at han ville arbejde med mennesker. Og det må man sige, han er kommet til.

For selvom Mads' historie er helt speciel, er han langt fra den eneste mand, der har været i krise. I DR-programmet Mandefald møder vi blandt andre Claus, der blev syg, fyret og skilt.

Kom med Claus og Knud til møde hos Kom Videre Mand i Aalborg i videoen her:

- Alene det at høre sig selv fortælle sin egen historie og høre den med egne ører, det sætter gang i noget hos os, fortæller Knud. For nogle af mændene er det første gang nogensinde, de har sat ord på deres egen situation.

Hos Knud og Kom Videre Mand får man ikke at vide, i hvilken retning man skal gå. Igennem mødet med andre mænd finder de deres egen vej og egne værktøjer.

Og der begyndte hurtigt at ske noget hos Mads, husker Knud.

- Når du begynder at tage initiativ og gøre noget andet, end du plejer, og du kan mærke, at det virker, så begynder den positive indre proces at få næring og kraft, og du kommer ind i den der positive spiral. De får meget mere farve i kinderne og lys i øjnene. Og det er Mads langt fra ene om.

Mads holder sig da heller ikke tilbage, når han skal fortælle om Kom Videre Mand og Knud, som han betragter som en mentor.

- De har betydet, at jeg den dag i dag står et langt bedre sted i mit liv, end jeg kunne have gjort. Jeg har fået føling med mig selv igen og ser meget lysere på tingene, siger Mads, der i dag bor med en kæreste og deres fælles børn.

Det kan måske virke underligt at skulle sidde og fortælle de allermest sårbare ting om sig selv til fremmede mænd, men det var faktisk lige det, der tiltalte Mads.

- Jeg var glad for neutraliteten i det. Vi var gode til at lytte til hinanden og få inspiration fra hinanden. Om det så handlede om dødsfald, eller om man var ensom i en kort periode, det var ligegyldigt. Der blev talt om tingene på lige fod. Det var en åbenbaring for mig, siger han.

Det er også derfor, at Mads har valgt at fortælle sin historie. Han vil have flere mænd til at tale om tingene. Enten i grupper som Kom Videre Mand eller med en, man har tillid til.

- Alle vil dig det godt. Hvis man har gjort en god ting i fortiden, så kommer det tifoldigt tilbage, hvis man har det dårligt. Det er bare et spørgsmål om at række ud efter det.

(Foto: Illustration: Mette Ehlers © dr)