Snapbilisterne

Mads tog mobilbillede bag rattet: Tænk hvis jeg havde slået nogen ihjel

- Jeg kunne næsten ikke skamme mig mere over mig selv, siger 24-årige Mads Ranch.

Det er slut med at sidde med sin mobil under kørsel, fortæller 24-årige Mads Ranch. (© (c) DR)

For en lille måned sad den 24-årige Mads Ranch i kø på motorvejen på grund af et trafikuheld.

Han ville slå ventetiden ihjel og tog sin telefon op for at tage et billede og sende det til en ven. Det skulle han aldrig have gjort.

- Idet jeg tager billedet, der kører vi. Jeg kører op i en forankørende bil, og giver den et tryk. Jeg får et chok, fordi jeg kan høre et brag, og jeg tænker, at det er løgn. Jeg sidder og kigger på min telefon og kampsveder, for jeg ved virkelig ikke, hvad der er sket, siger han.

Den 24-årige sikkerhedsvagt og skuespiller er langt fra den eneste, som har haft svært ved at lade sin telefon blive i lommen under kørslen.

Alene i 2017 blev 19.000 sigtet for at overtræde færdselsloven, fordi de var på mobilen, mens de kørte.

DR Nyheder kunne i går fortælle om endnu en alarmerende tendens. På en uge fandt vi over 100 eksempler, hvor bilister bag rattet i Danmark opdaterer deres venner og resten af verden på Snapchat heriblandt em bilist, som racede derudad med 240 km/t.

Hør Mads Ranch fortælle om trafikuheldet:

Ufatteligt dumt

Uheldet for en måned siden har givet 24-årige Mads Ranch en ordentlig lærestreg. Han kom ikke til skade, og det gjorde den forankørende heller ikke.

- Heldigvis kom der ikke nogen til skade, man hvad kunne der ikke være sket, hvis jeg havde kørt 80 km/t med min telefon fremme og havde banket op i en, siger han og fortsætter:

- Det var de tanker, som gik igennem hovedet på mig. Og jeg var nødt til at holde 20 minutter i nødsporet og tænke over, at jeg kunne have slået en anden ihjel.

Hvad lavede du overhovedet med en telefon, når du kørte bil?

- Det ved jeg faktisk ikke. Der var ikke nogle tanker, der gik igennem hovedet. Jeg tænkte bare, at jeg skulle sende det billede, siger Mads Ranch.

Hvad har du så tænkt på efterfølgende?

- Jeg har tænkt, at det var ufatteligt dumt gjort af mig. Det var ufatteligt, ufatteligt dumt. Jeg kunne næsten ikke skamme mig mere over mig selv, siger han.

I dag lægger Mads Ranch altid sin mobiltelefon i handskerummet eller omme bag i bilen. Derfor har han nu kun mulighed for tage telefonen via bluetooth, hvis den ringer, og det er slut med at sende billeder og sende sms'er.

- Jeg skal ikke spille hellig, for jeg har jo selv siddet med min telefon under kørsel. Men det er rigtig dumt, og jeg vil opfordre til at lade være med at instragramme, facebooke og snappe, når man kører bil, siger han.

Facebook
Twitter