To mænd anholdt i Spanien efter fangeflugt fra Slagelse

Mændene var fysisk tilstede under fangeflugten, siger politiet.

Der er tale om to mænd på 20 og 24 år. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

To mænd på 20 og 24 år er anholdt i Barcelona i sagen om en fangeflugt fra psykiatrihospitalet i Slagelse i november.

Mændene var ifølge poltiet "fysisk tilstede ved befrielsesaktionen".

Hemin Dilshad Saleh, der blev hjulpet fri, er en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV. Han er også 24 år, men det er ikke ham, der er fanget, oplyser politiet til DR Nyheder, og påpeger, at de to anholdte ligesom bandelederen er tilknyttet NNV.

I forlængelse af fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse blev begge mænd fængslet in absentia (uden at være til stede ved grundlovsforhør, red.) og internationalt efterlyst.

Med de to seneste anholdelser har dansk politi i alt fem personer anholdt i sagen. Tre sidder i udlandet, og to har vi anholdt herhjemme.

Anholdte skal udleveres

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi, Kim Kliver, oplyser i pressemeddelelsen, at politiet "stille og roligt får anbragt aktørerne i befrielsesaktionen bag tremmer".

Hvornår de to anholdte kan stilles for en dommer i Danmark, vides endnu ikke, lyder det fra politiinspektøren:

- Det er endnu for tidligt at sige, hvordan de to anholdte vil stille sig til udleveringen, og vi ved derfor ikke, hvor lang tid der går, før de kan stilles for en dommer i Danmark. Men anholdelserne er igen et signal om, at gerningsmændene ikke kan gemme sig i udlandet, siger Kim Kliver.

Fange er stadig på fri fod

Hemin Dilshad Saleh sad varetægtsfængslet for grov vold på psykiatrisk afdeling.

Den 19. november fik han besøg af personer, der skjulte to pistoler i en kageæske og truede personalet til at udlevere ham. De affyrede blandt andet skud ned i gulvet, mens den 24-årig bandeleder af grupperingen NNV fik hjælp til at flygte.

Hemin Dilshad Saleh er fortsat efterlyst og på fri fod.

Han beskrives som 183 centimer høj, almindelig til kraftig af bygning, har sort, kort hår, brun hud og formentlig fuldskæg.