To mænd er skyldige i drab på radiovært og eks-bandeleder Nedim Yasar

Anklager kræver op mod livstid i sagen. 'Det er et iskoldt og kynisk drab,' lød det.

(ARKIV) Nedim Yasar, tidligere bandemedlem, blev skudt og dræbt den 19. november 2018. (Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix) (Foto: Tobias Nicolai)

To mænd på 25 og 26 år er skyldige i drabet på radiovært og eks-bandeleder Nedim Yasar.

Det har et enigt nævningeting ved Frederiksberg Byret netop afgjort.

Den ene af de tiltalte har ifølge afgørelsen været chauffør, mens den anden affyrede de skud, som på klos hold dræbte Nedim Yasar.

- Henset til det nære venskab mellem de to mænd, at de tidligere er straffet for at begå kriminalitet sammen, deres fælles færden og det anførte om, at chaufføren vendte bilen, findes det bevist, at chaufføren var bekendt med, at den anden tiltalte skulle skyde Nedim Yasar, lød det fra retsformanden.

Nedim Yasar blev dræbt efter sin egen bogreception på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter i november 2018.

I løbet af retssagen har anklagemyndigheden fremlagt videoovervågning fra området, hvor Nedim Yasar blev dræbt, teledata og aflytninger foretaget i den enes celle.

Derudover har en række vidner givet forklaringer. Det var personer, som havde set drabet og en eks-kæreste til den ene tiltalte.

De to mænd er også kendt skyldige i besiddelse af ulovlige våben.

Anklager: 'Svært at komme uden om livstid'

Sagen mod de to mænd er efter skyldkendelsen fortsat med anklageren Jens Povlsens argumenter for, hvilken straf de tiltalte i sagen skal idømmes.

Han argumenterede særligt for, at Nedim Yasar blev skudt på klos hold på åben gade, lige efter han havde forladt bogreceptionen.

- Der er tale om en umanerlig kold, kynisk og brutal likvidering. Derfor kan jeg lige så godt sige, at min strafpåstand i dag vil bevæge sig omkring de absolut strengeste straffe, man kan idømmes, sagde anklager Jens Povlsen.

De to mænd er begge tidligere straffet.

De er kendt skyldige efter en særlig paragraf i straffeloven, der handler om at bruge skydevåben på åben gade. Den kan forhøje straffen med op til det halve.

- Derfor kan vi allerede nu konkludere, at det laveste, vi kan komme i den her sag, er fængsel i 18 år. Vi kan simpelthen ikke komme under med de tiltaltes personlige forhold og måden, som det her drab er begået på, sagde Jens Povlsen.

- Jeg mener, at det er svært at komme uden om livstid i den her sag, lød det fra Jens Povlsen.

'Man kan ikke gå højere end 14 år'

Forsvarerne i sagen var ikke overraskende meget uenige. De plæderede begge for, at der ikke er nogle særligt skærpende omstændigheder i drabssagen.

Drabet skete ikke på grund af konflikt i bandemiljøet, og ingen andre var i fare, da drabet blev begået.

- Jeg mener, at der skal være en form for skærpelse i forhold til det normale, fordi drabet er begået på åben gade. Men jeg mener, at det rigtige niveau er 14 år. Man kan ikke gå højere op end det, sagde forsvarer Mai-Brit Storm Thygesen under sin procedure vedrørende strafniveauet.

Hendes klient, som er medlem af rockergruppen Satudarah, var den, der ifølge retten løsnede to skud rettet mod Nedim Yasars hoved.

Den anden forsvarer i sagen, Karin Svenningsen, argumenterede for, at hendes klient skal idømmes en mildere straf, fordi han ikke udførte selve gerningen, men var chauffør.

- I skal tage stilling til, om der skal tages hensyn til de her indbyrdes roller mellem de to. Min klient har ikke været ude på gaden, og vi har ikke hørt noget om, at min klient har været aktiv og deltaget i en planlægning, lød det fra Karin Svenningsen.

- Han har fragtet gerningsmanden ind til Nordvest, men er det en så aktiv en handling, at han skal have fuld straf?, spurgte hun ud i retssalen.

Hun svarede også selv. Karin Svenningsen mener nemlig, at hendes klient bør idømmes en mildere straf på mellem 10 og 12 års fængsel.

Politiet har ikke kunnet finde motiv

De to mænd har siden december 2018 været fængslet for drabet.

De har undervejs i sagen nægtet sig skyldige, og da forsvarer Mai-Brit Storm Thygesen i sidste uge argumenterede for, at hendes klient skulle frifindes, lagde hun vægt på de manglende tekniske beviser i sagen.

- Der er ingen dna, ingen fingeraftryk, intet gerningsvåben. Der er ingen hårde beviser, og det er ganske usædvanligt, sagde hun.

- Der er heller ikke spor af krudtslam i den bil, som den tiltalte skulle have været i, sagde Mai-Brit Storm Thygesen.

Retten mente dog vidnernes forklaringer, videoovervågningen og telebeviserne i sagen var nok til at finde de to mænd skyldige.

Til gengæld har politiet ikke kunnet fastslå, hvorfor de tiltalte ville dræbe Nedim Yasar. De to mænd kendte ham nemlig ikke.

- Nedim Yasar forlod bandemiljøet. Han turde tage bladet fra munden og tale om det her meget lukkede miljø, sagde anklager Jens Povlsen i dag.

- Uanset, at vi stadig ikke ved, hvorfor han blev dræbt, så er han altså blevet slået ihjel af et medlem af det bandemiljø, som han forlod. Det er vi som samfund nødt til at tage kraftig afstand fra og yde beskyttelse over for dem, der går i exit.

Der forventes dom klokken 14.45.