Mænd i strips ført væk i PET-aktion

PET har sammen med to politikredse gennemført en aktion i Birkerød, og flere er anholdt.

Nordsjællands Politi har i samarbejde med Københavns Politi og PET foretaget ransagninger på en adresse i Bistrup ved Birkerød i forbindelse med en igangværende efterforskning.

Under aktionen blev flere personer anholdt.

Aktionen har været i gang i flere timer og ifølge DR Nyheders journalist på stedet, Sara Kleist, blev to mænd ved middagstid ført væk med hænderne i strips.

- Den ene mand kom gående hen ad vejen og blev stoppet af politiet. Han så meget intetanende ud. Politiet talte med ham, kropsvisiterede ham og gik med ham ind i bygningen. Så gik der fem minutter og så blev manden sat ind i en politibil og fik strips på derinde, siger Sara Kleist.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere aktionen. Københavns Politi har heller ingen kommentarer, her henviser man til, at det er Nordsjællands Politi, der er ansvarlige for aktionen.

Adressen i Bistrup ved Birkerød huser syriske flygtninge, som Rudersdal Kommune har modtaget.

Politiet har hele torsdag formiddag ransaget ved bygningen Nordvanggaard og politihunde er også sat ind.