To mænd skal ruske tremmer for svindel med støttekroner til somaliske flygtninge

Offentlige støttekroner blev brugt efter forgodtbefindende i stedet for det, de skulle være brugt på.

Københavns Byret har tirsdag dømt to mænd med somalisk baggrund for i at have svindlet med offentlige og private støttekroner. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

To mænd med somalisk baggrund har i dag i Københavns Byret erkendt at have snydt for millioner af offentlige kroner.

Samtlige af sagens 148 forhold kunne de to mænd erkende, og det udløser en fængselsdom på tre år og tre måneder.

Millionerne skulle være gået til projekter for socialt udsatte somaliske flygtninge og deres efterkommere.

Og det gjorde de sådan set også, bedyrer de to 30-årige mænd i dag i retten.

Penge fra Sats-puljen

Men de forvaltede de mange støttekroner, som især stammede fra den såkaldte Sats-pulje, som de selv fandt bedst, og ikke i overensstemmelse med det, de havde søgt pengene til.

- Det er ikke sådan, at pengene er gået til ejendomme til os eller er endt i vores lommer. Alle pengene er sådan set gået til velmenende tiltag, fortæller den ene af de to mænd.

- Jeg ejer jo ikke andet, end hvad der er i min beskedne lejlighed, og mine børn har ikke haft noget at leve af i de seneste otte måneder, hvor jeg har siddet i fængsel, fortæller han.

Han og hans makker blev fængslet i efteråret. Det var Socialstyrelsen, som meldte dem til politiet. Styrelsen havde gennemgået de seneste års bevillinger.

- Der var man blevet opmærksom på tre foreninger. Man havde studset over, at der var ting, som ikke var i overensstemmelse med den normale procedure, fortæller senioranklager Mads Schønning Frandsen i retten.

Styrelsen kontaktede blandt andet en revisor, som var anført som underskriver af flere dokumenter. Men revisoren var gået på pension i 2017. Mændene er derfor også sigtet for dokumentfalsk.

Tilståelsessag

Den ene af mændene har i retten forklaret, at han med stor iver har deltaget i frivilligt arbejde i årevis.

- Det har fyldt alt i min hverdag. Det er det, jeg har lavet – ud over at have fem børn og passe dem, fortæller han.

Han erkender, at man har set stort på, om der var overensstemmelse mellem ordlyden i ansøgningerne og det, som pengene faktisk blev brugt på. Men det har altså ikke været for egen vindings skyld.

- Vi har gennemført projekterne på en anden måde, end de er beskrevet i ansøgningerne. Og efter vi har fået den juridiske forklaring, så er det, at vi erkender.

Ud over Socialstyrelsen er der i sagen modtaget penge fra Københavns Kommune og andre offentlige myndigheder. Også private fonde har bidraget under falske forudsætninger.

Dommeren valgte at lægge de to mænds forklaringer til grund for dommen. Og efterfølgende blev begge løsladt fra deres varetægtsfængsling. De vil senere blive indkaldt til afsoning af den resterende del af straffen.

/ritzau/

Facebook
Twitter