To mænd tiltalt for drab på radiovært

Anklageren går efter skærpet straf til de to mænd, der nu er tiltalt for drabet på Nedim Yasar.

Radiovært og tidligere bandemedlem Nedim Yasar blev dræbt af flere skud i hovedet. (Foto: Tobias Nicolai © Scanpix)

Anklagemyndigheden kræver en skærpet straf til de to mænd, der tiltales for at have dræbt radioværten Nedim Yasar i København sidste år.

Det fremgår af anklageskriftet, som Københavns Politi 2. juledag har frigivet i sagen.

Nedim Yasar, der var tidligere bandemedlem, blev skudt i hovedet flere gange, da han 19. november om aftenen sidste år havde sat sig ind i en bil på Hejrevej efter at have deltaget i en reception for bogen "Rødder - en gangsters udvej".

Nu er to mænd blevet tiltalt for drabet. De har siddet varetægtsfængslet i mere end et år. Sagen kommer for retten 20. januar.

Bestemmelse kan forhøje straf

Ifølge anklageskriftet gik den ene af de tiltalte, der er 25 år, hen til Nedim Yasar og skød ham flere gange i hovedet med en pistol og en revolver. Han gik derefter tilbage til en ventende bil med en 26-årig mand, hvorefter de kørte væk.

Såvel den 25-årige som den 26-årige er tiltalt for manddrab. Derudover tiltales de efter en bestemmelse i straffeloven, som drejer sig om at bruge for eksempel skydevåben på et offentligt sted. Det kan betyde en skærpelse af straffen med op til det halve.

Mændene nægter sig skyldige.

/ritzau/