Mæslingeudbrud i Europa: Rejser kan udgøre en smittefare

WHO anbefaler, at lande lægger pres på deres sundhedsmyndigheder for at hæve vaccineprocenten.

I Danmark er et tilstrækkeligt antal ikke vaccineret til, at vi er sikret mod mæslingeudbrud, mener SSI. (Foto: Lukas Schulze © Scanpix)

I flere lande i Europa er befolkningen hårdt ramt af voldsomme mæslingeudbrud, der blandt andet kan betyde betændelse i hjernen, leveren og bugspytkirtlen og infektion af fosteret ved graviditet.

Hårdest ramt er Rumænien og Italien, men også Belgien, Frankrig og England oplever smitsomme udbrud.

Det har fået den internationale sundhedorganisation WHO til at opfordre dens medlemmer til at gøre alt for at få deres befolkninger vaccineret. Organisationen anbefaler, at 95 procent af befolkningen får de to stik mod mæslinger, men i Danmark er vi ikke så langt endnu.

Pas på smittefare i Europa

Peter Henrik Andersen, afdelingslæge Statens Serum Institut (SSI), siger, at det første mæslingestik får omkring 90 procent af befolkningen, mens det kun er cirka 87 procent, der får andet stik.

Og det skal vi være opmærksomme på, når vi tager på ferier i både Asien og Europa.

- Sidste år havde vi tre tilfælde af mæslinger, der alle var importeret fra Asien. Men der er også masser af steder i Europa, hvor man kan være i risiko for at blive smittet, siger Peter Henrik Andersen.

Mæslinger kan udryddes

Alene i januar 2017 er der registreret over 500 tilfælde af mæslinger i Europa. Han mener, man bør se anderledes på mæslinger end hidtil.

- Man skal tænke på mæslingevaccinen som en rejsevaccine ligesom smitsom leverbetændelse, tyfus og gul feber, siger han.

Selv om vi grundlæggende er godt beskyttet i Danmark, kan vi ikke vide os sikre for udbrud som dem, vi ser andre steder i Europa lige nu.

- Der er risiko for, at hvis vi er uheldige, så rammer en virus ned i en gruppe ubeskyttede, og så kan der også komme udbrud i Danmark. Det kan vi ikke sige os fri for, siger Peter Henrik Andersen.

I USA er mæslinger erklæret elimineret. Det skete ifølge Peter Henrik Andersen sidste år i september, og det kan også lade sig gøre i Danmark, hvis antallet af vaccinerede øges.

I Danmark er mæslingevaccinen gratis indtil de 18 år. De danske sundhedsmyndigheder anbefaler, at børn får følgende vacciner:

  • 3 måneder: Vaccine 1 mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib-meningitis + vaccine 1 mod pneumokoksygdom.

  • 5 måneder: Vaccine 2 mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib-meningitis + vaccine 2 mod pneumokoksygdom.

  • 12 måneder: Vaccine 3 mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib-meningitis + vaccine 3 mod pneumokoksygdom.

  • 15 måneder: Vaccine 1 mod mæslinger, røde hunde og fåresyge (MFR1).

  • 4 år: Vaccine 2 mod mæslinger, røde hunde og fåresyge (MRF2).

  • 5 år: Revaccination mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib-meningitis.

  • 12 år: HPV-vaccine 1 og 2 til piger mod livmoderhalskræft.

Facebook
Twitter