Magnus Heunicke løsner besøgsrestriktioner på plejehjem: Sådan kan ældre og pårørende fejre jul

Maksimalt to pårørende ad gangen i de ældres egen bolig.

De ældre kan få besøg af lidt flere op mod jul. Men smitten fortsætter med at sprede sig på plejehjem. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Efter pres fra flere fronter løsnes besøgsrestriktionerne på plejehjem nu en smule.

Hidtil har det kun været muligt for én pårørende at besøge de ældre i deres egen bolig på plejehjemmet, men fremover gælder det for maksimalt tre - dog kun to ad gangen.

Det er dog i sidste ende ledelsen på det enkelte plejehjem, der beslutter, om det er forsvarligt at gennemføre et besøg i den ældres egen bolig, som det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Smittespredningen på landets plejehjem er i den seneste tid steget kraftigt. I den seneste uge har der været 199 smittede beboere. 20 beboere er døde i perioden.

Set i det lys erklærer Ældre Sagen sig tilfreds med de nye retningslinjer, selv om de ældres talerør har været stærkt kritisk over, at plejehjemsbeboere i meget begrænset omfang kan få besøg fra de nærmeste pårørende.

- Med det nuværende smittetryk er det godt, at der må komme tre besøgende. Vi har forståelse for den begrænsning. Tidligere har vi været utroligt nedslåede, og nu får vi en acceptabel løsning, siger Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen.

Han kalder det "alt andet lige en forbedring" fra en situation, hvor kun den nærmeste pårørende kunne komme på besøg i den ældres egen bolig.

- Det vil bringe meget stor glæde blandt beboere og pårørende. Vi har en stor bekymring for den mentale tilstand blandt plejehjemsbeboerne. Det har været et mareridt i de sidste ni måneder, og det gælder om, at de får en så glædelig jul som muligt, siger Bjarne Hastrup.

Lettelse hos FOA

Plejepersonalets fagforbund, FOA, har været særdeles kritisk over for lempelser af besøgsrestriktionerne og advaret om at sætte indsatsen mod at holde coronavirus væk fra plejehjemmene over styr.

Selvom der nu lempes lidt på besøgsrestriktionerne, er de alligevel tilfredse, lyder det fra Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA.

- Vi er lettede over, at der ikke kom flere lempelser i denne omgang, men vi havde gerne set flere tiltag for at for hindre smitten. Mere massiv testning af de ældre, de pårørende og medarbejderne, klogere vagtplaner, mere personale til omsorg og rengøring. Det ville øge sikkerheden og muligheden for yderligere lempelser, siger han.

- Politikerne på Christiansborg tager den 24. december, som teenagerne tager torsdag aften, når de ved, de skal i skole dagen efter, men vælger at leve med tømmermændene. Her har tømmermændene bare mange menneskelige konsekvenser, siger Torben Klitmøller Hollmann.

En tredjedel er døde på plejehjem

Det har ikke været muligt at interviewe sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), men i pressemeddelelsen lægger han vægt på, at det kan få fatale konsekvenser, hvis smitten kommer ind på plejehjem.

- Cirka en tredjedel af alle covid-19-dødsfald er indtruffet blandt plejehjemsbeboere. Derfor er vi nødt til at passe ekstra godt på vores særligt sårbare beboere, samtidig med at vi gerne vil give lidt flere muligheder for besøg henover jul og nytår, indtil alle beboere forhåbentligt meget snart er blevet vaccineret, udtaler han.

Smitten på plejehjem finder sted flere steder i landet lige nu. Sidste uge blev der fundet nye tilfælde på 57 forskellige plejehjem.

36 af dem ligger i Region Hovedstaden, syv i Region Midtjylland, seks i Region Sjælland, fem i Region Nordjylland og tre i Region Sydjylland.

I Region Hovedstaden svarer det til, at 19 procent af alle plejehjem havde en smittet beboer i sidste uge.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter