Magnus var desperat: Tilbød udlejere 2000 kroner under bordet

Rundspørge viser, at nogle boligsøgende er villige til at betale dusør i kampen om at finde et sted at bo.

- Det er helt kaos herinde. Der er mange lejligheder, men der er endnu flere studerende, der mangler et sted at bo, konstaterer 22-årige Magnus tørt.

Han sidder foran computeren og klikker rundt på nogle af de boligsider, som han for et år siden brugte flittigt i sit forsøg på at finde en ny bolig i København.

Hans lejede værelse var netop blevet opsagt med en måneds varsel.

- Jeg var meget stresset. Jeg havde brug for at sted at bo, og det skulle bare gå stærkt.

Villige lejere

Boligjagten er hård flere steder i landet, og mange boligsøgende render ind i udlejere, der kræver en dusør for at lave en lejekontrakt. Men det foregår også den anden vej rundt.

Nogle boligsøgende er nemlig villige til at tilbyde en stak kolde kontanter som lokkemiddel, når de skal finde en lejlighed - også selvom det er ulovligt for udlejeren at tage imod pengene.

I en rundspørge, DR Nyheder har lavet blandt 1266 medlemmer af Lejernes LO, svarer fem procent af de adspurgte, at de kunne finde på at tilbyde penge under bordet i forbindelse med leje af en bolig.

Og blandt 425 boligsøgende på Boligportalen.dk svarer 18 procent, at de kunne finde på det.

Flere hundrede ansøgninger

Da Magnus skulle finde et nyt sted at bo, var semesterstart på hans studie på Copenhagen Business School kun uger væk.

Han havde med andre ord travlt og anslår selv, at han skrev flere hundrede ansøgninger til potentielle udlejere.

- Men sandsynligheden for at få en bolig, den er meget lav, hvis du bare skriver en almindelig besked, siger Magnus.

Kontanter for at vælge mig

Så til sidst valgte han at skrive en ikke så almindelig besked til udlejerne:

- Jeg tilbyder 2000 kroner til den udlejer, der vil vælge mig frem for en anden.

Det er ikke i strid med lejeloven for boligsøgende at tilbyde og betale penge under bordet. Det er til gengæld ulovligt for udlejerne at tage imod dem, men ifølge Magnus var der pludselig flere, der reagerede.

- Jeg følte, at jeg blev mere attraktiv for udlejerne, og jeg kom også ud og så et par værelser.

Klar til at gøre det igen

I bund og grund mener han, det er forkert.

- Jeg synes da, det er tarveligt over for dem, som ikke tilbyder penge.

Men selvom Magnus ikke bryder sig om det, og selvom han faktisk endte med at finde sin nuværende bolig uden at bestikke sig til den, så vil han alligevel overveje at finde kontanterne frem, hvis han kommer til at stå i en lignende situation i fremtiden.

- Det at stå uden en bolig vil have meget store konsekvenser for mig både økonomisk og personligt. Så jeg ville kigge på mulighederne igen, og det at betale penge under bordet er én af de muligheder.

Har du erfaringer med udlejere, der har bedt om penge under bordet, vil vi gerne høre fra dig. Skriv til journalist Sune Lundby Møller på sulm@dr.dk