- Man gambler ikke med sine børn

Der er ikke ligefrem udsigt til, at Folkeskolen får tilført flere ressourcer. Det er en af grundene til, at Marie-Louise Madsen har skrevet sin søn op til privatskole.

Marie Louise Madsen med fem-årige Dicte og Eskild på to år.

Marie Louise Madsen og hendes mand, der bor på Amager i København, skrev deres søn Eskild op på venteliste til en nærliggende privatskole, allerede da han var en uge gammel. De ville være sikre på at have den valgmulighed, når han skal i skole.

- Vi er så vant til at kunne vælge frit i det danske samfund, og det, synes jeg, er vigtigt, siger Marie Louise Madsen.

Eskild er to år gammel nu, så der er stadig nogle år, til han skal i skole. Men hans storesøster Dicte på fem år skal i skole til sommer, og hun skal gå i den lokale folkeskole.

- Hende skrev vi også op til samme privatskole, da hun var to år. Men da var hun nummer 100 på ventelisten, så det kommer nok ikke til at ske. Det var derfor, vi var så hurtigt ude med Eskild, for så har han da en chance, hvis det bliver nødvendigt, forklarer Marie-Louise Madsen.

Ikke flere ressourcer til Folkeskolen

Det var planerne om en sammenlægning af datterens folkeskole med tre andre skoler, der satte gang i snakken om alternativer i det lille hjem. I begyndelsen var historien, at det ville blive til Danmarks største folkeskole.

- Der var rigtig mange forældre her i nærheden, der stod af, da de hørte om, at skolen ville blive så stor. Det har medført en masse usikkerhed, også hos os, siger hun.

- Og der er jo heller ikke ligefrem udsigt til, at folkeskolen får tilført flere ressourcer, nærmest tværtimod. Derfor tænkte vi, at det ville være godt at have et alternativ til Eskild.

Opdeling af eleverne

Hun er meget opmærksom på, at tendensen til at flere og flere forældre især i storbyerne, skriver deres børn op på privatskole er med til at skabe en masse problemer, fordi der groft sagt sker en opdeling af de ressourcestærke børn i privatskolerne og de mindre ressourcestærke i den kommunale folkeskole.

- Jeg tænker meget på, at det kan komme til at virke som en negativ spiral, og jeg føler da, at jeg har et stort ansvar. Og jeg synes også, at det er ærgerligt, hvis min søn ikke kommer til at møde andre børn, der lever livet på en anden måde, end vi gør. Det er jo faktisk primært i institutionsmiljøet som barn, man har muligheden for at møde det, siger hun.

Vil gerne Folkeskolen

Både hun og hendes mand har gået i folkeskolen, da de var børn. Hendes mand er ud af en familie med mange folkeskolelærere, så han har nærmest fået det ind med modermælken.

- Egentlig vil vi gerne folkeskolen. Men når man så får børnene, så gambler man altså bare ikke, siger Marie-Louise Madsen.

Facebook
Twitter