- Man skal have respekt for hinanden

Omkring hver anden muslim i Danmark mener, at kritik af religion bør være forbudt. En af dem er den 32-årige sagsbehandler Ezma Ozkan.

Ezma Ozkan er muslim og mener, at det bør være forbudt at kritisere Muhammed, Jesus og religioner i det hele taget.

- Jeg mener, det skal være forbudt at kritisere religion, fordi man skal have respekt for hinanden. Og hvis det er krænkende, så synes jeg, der skal sættes en stopper for det, siger Ezma Ozkan til Radioavisen

Mangel på respekt

Den 32-årige sagsbehandler fra Sjælland har deltaget i en meningsmåling foretaget af Capacent for DR blandt muslimer i Danmark. Den viser, at 53 procent af danske muslimer deler hendes holdning om religionskritik.

Hun mener, at Mohammedtegningerne er det bedste eksempel på en grænseoverskridende mangel på respekt.

- Man ved det er ren provokation for det muslimske folkefærd, så det burde stoppe der, siger hun til Radioavisen.

Ifølge undersøgelsen fra Capacent mener 64 procent af de herboende muslimer, at ytringsfriheden i visse tilfælde skal indskrænkes. Men samtidig siger tre ud af fire, at demokrati er den bedste styreform.

Og det ser Ezma Ozkan ingen modsætning i:

- Klart der er ytringsfrihed i Danmark, men religion er noget, man har indeni, så man bør tænke sig om en ekstra gang, før man kommer med krænkende udtalelser, siger hun til Radioavisen.

Facebook
Twitter