Mand anholdt og sigtet for at have sat ild til FCK-spillers lejlighed

Den 23-årige fremstilles i grundlovsforhør i morgen tidlig.

Jens Stages lejlighed blev natten til søndag udsat for et brandattentat. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Østjyllands Politi har anholdt en 23-årig mand, der er sigtet for at have sat ild til FCK-spilleren Jens Stages lejlighed i Eckersbergsgade i Aarhus natten til søndag.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ved brandstiftelsen blev der smidt en genstand ind gennem ruden, og lejligheden fik mindre brandskader, inden ilden gik ud. I lejligheden befandt sig to personer, men ingen af dem kom noget til.

- Det er en sag, vi tager meget alvorligt, og vi iværksatte meget hurtigt en række efterforskningstiltag. Det ledte os på sporet af den 23-årige, som omkring klokken ni blev anholdt på sin bopæl. Vi kan ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd, og vi fortsætter selvfølgelig vores efterforskning, siger politiinspektør Brian Olsen.

  • Brandvæsenet rykkede ud til Eckersbergsgade i Aarhus natten til søndag den 14. juli 2019. (Foto: Presse-fotos.dk © Scanpix)
  • Lejligheden dagen derpå. (Foto: Emilia Kusk Jepsen © (c) DR)
  • Lejligheden dagen derpå. (Foto: Leif Seekjær Møller © (c) DR)
1 / 3

Den 23-årige mand er ud over brandstiftelsen sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed samt for to tilfælde af trusler, skriver politiet.

Manden fremstilles i grundlovsforhør i morgen tidlig 08.30. Politiet vil anmode om, at sagen skal køre for lukkede døre.

Skiftede fra AGF til FCK

Jens Stages skiftede til FC København fra AGF tidligere i juli, men politiet ønskede i går ikke at bekræfte, om skiftet havde noget at gøre med brandstiftelsen.

- Vi efterforsker bredt i den her sag. Vi har ikke lagt os fast på hverken motiv, eller hvor gerningsmændene skulle komme fra. Det prøver vi at rulle op gennem efterforskningen.

- Vi hører rigtig gerne fra vidner, der måtte have set noget eller har oplysninger om, hvad der er sket, og hvem der står bag, sagde pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Både AGF og FCK bekræftede i går, at der var tale om fodboldspillerens lejlighed.

- Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning, og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar. Og hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at gerningsmændene har forbindelse til nogle af vores fans, så vil de - udover en civil dom - få livslang karantæne til alle AGF's kampe, sagde direktør i AGF, Jacob Nielsen.

Facebook
Twitter